Cheføkonom: Kornaftale giver håb om nok mad i fattige lande

23. JUL 2022 • 13:14UDLAND

En aftale med russerne om at eksportere korn ud af Ukraine vil presse fødevarepriser ned, mener seniorøkonom.

Det er rigtig godt nyt for både Danmark og resten af verden, at Rusland og Ukraine er gået med til at åbne for de ukrainske kornsluser til omverdenen, som hungrer efter blandt andet hvede.

Det mener Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Han fremhæver blandt andet, at fredagens aftale mellem landene vil presse fødevarepriserne ned globalt set.

- Så kan det også betyde, at i nogle af de lande, hvor man havde regnet med, at fødevarerne ikke bare ville blive dyrere, men at der simpelthen ikke ville være nok fødevarer, der kan man have en forhåbning om, at der nu vil komme nok fødevarer.

Ifølge cheføkonomen er det relevant især i ret fattige lande i Mellemøsten, hvor en stor del af energiindtaget kommer fra hvede. Her vil der brede sig et håb om, at der vil være nok mad.

- De vil selvfølgelig i særklasse blive ramt. Men ellers er det egentlig også alle os andre. Vi kan også se herhjemme, at priserne på fødevarer er steget ret meget, siger Søren Kristensen.

Efter at Rusland gik i krig i Ukraine i februar, er kornpriserne røget i vejret. det skyldes, at det ikke har været muligt at opretholde Ukraines normalt store eksport, da Rusland har blokeret ukrainske havnebyer.

Derfor ligger op mod 25 millioner ton korn på lagre i Ukraine og venter på at blive sendt ud på verdensmarkedet.

Men fredag kunne FN's generalsekretær, António Guterres, fortælle, at der var blevet underskrevet en aftale om at åbne for hvedeeksport fra Odesa og to andre ukrainske havne: Tjernomorsk og Pivdennyj. Også Rusland vil få mulighed for mere eksport.

For danske forbrugere vil det komme til at betyde faldende priser i supermarkederne i sensommeren eller i efteråret, vurderer cheføkonomen.

Søren Kristensen påpeger, at Rusland på et tidspunkt muligvis vælger at lukke for eksporten ud af havnene igen for dermed at få en klemme på resten af verden.

- Det her er et effektivt pressionsmiddel for russerne. Hvis de pludselig forfalder til den taktik igen, kan vi ende i en situation, hvor hvedepriserne pludselig stiger eksplosivt igen, siger han.

Efter fredagens kornaftale faldt prisen på hvede, der skal leveres til september, til det laveste niveau, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

28. MAJ 2025 • 15:52UDLAND
Nyhed er trukket tilbage

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT