Canada vil gå til WTO og klage over amerikansk told

2. FEB 2025 • 23:26UDLAND

Mexico, Canada og Kina har svaret igen efter USA's toldbeslutning. Canada vil indføre told og gå til WTO.

Canada vil klage til Verdenshandelsorganisationen (WTO) over USA's beslutning om at indføre told på varer fra Canada.

Det siger en canadisk embedsmand, der udtaler sig på betingelse af at være anonym, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den canadiske regering anser uden tvivl disse toldtariffer som værende en overtrædelse af handelsforpligtelser, som USA har påtaget sig, siger embedsmanden.

USA's præsident, Donald Trump, underskrev lørdag et præsidentielt dekret, der indebærer, at varer fra Canada og Mexico fremover skal pålægges 25 procent told, hvis de importeres til det amerikanske marked.

For canadiske energiprodukter såsom olie gælder en lavere told på 10 procent.

Samtidig lægges der ti procent told på varer fra Kina.

- Vi vil naturligvis forfølge de juridiske muligheder, som vi mener, vi har gennem de aftaler, vi deler med USA, siger den canadiske embedsmand.

Vedkommende henviser blandt andet til en frihandelsaftale mellem USA, Mexico og Canada, som Trump selv underskrev tilbage i 2018 under sin første præsidentperiode.

Efter præsidenten havde underskrevet dekretet, gik der ikke lang tid, før de tre lande svarede igen.

- I aften kan jeg meddele, at Canada svarer på USA's handelstiltag med 25 procent told på amerikanske varer til en værdi af 155 milliarder dollar, sagde Canadas premierminister, Justin Trudeau, natten til søndag dansk tid ifølge BBC.

Derudover varslede Mexicos præsident natten til søndag dansk tid told på amerikanske varer. Det skete i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg anviser økonomiministeren til at implementere plan B, som vi har arbejdet på, som indebærer told- og ikke told-relaterede tiltag i et forsvar af Mexicos interesser, skrev præsident Claudia Sheinbaum.

Senere har hun i en video på X udtalt, at hun mandag vil komme med flere informationer om den gengældelsestold, hun vil indføre mod USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Imens har Kina tænkt sig at komme med et passende modsvar til USA's beslutning om at indføre told.

Det sagde det kinesiske handelsministerium natten til søndag dansk tid.

Her lød det også, at Kina vil udfordre lovligheden af Trumps tiltag. Det skal ske ved WTO.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.

Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT