Brite får tre års fængsel for at slå betjent under protester

7. AUG 2024 • 14:08UDLAND

I en af de første domme efter voldelige protester får britisk mand tre års fængsel.

En britisk mand idømmes onsdag tre års fængsel for vold mod en betjent og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om en af de første domme efter voldelige antimuslimske protester i en række byer i England.

Den dømte, 58-årige Derek Drummond, havde inden onsdagens dom erkendt sig skyldig i anklagerne.

Dommen menes ifølge Reuters at være den første i en sag, hvor en person stod anklaget for såkaldt "violent disorder" - løst oversat voldelig forstyrrelse af den offentlige orden.

Også to andre personer er onsdag blev idømt fængselsstraffe, skriver Sky News. Én har fået 30 måneders fængsel, og en anden har fået 20 måneders fængsel.

Optøjerne begyndte, efter at tre piger blev dræbt og ti såret af knivstik under et Taylor Swift-dansearrangement i Southport nord for Liverpool. En 17-årig dreng er mistænkt i sagen.

Siden er der opstået voldelige antimuslimske og immigrationskritiske protester i en række engelske byer, efter at der har været spredt misinformation online. Hundredvis er blevet anholdt.

- Den ægte og fælles sorg i Southport blev i praksis kapret af denne hjerteløse opførsel, sagde dommer Andrew Menay onsdag ifølge Reuters i forbindelse med dommene.

Den britiske regering har indsat tusindvis af specialiserede betjente for at håndtere optøjerne.

Premierminister Keir Starmer har varslet, at der vil blive slået hårdt ned på protesterne.

- Det her er ikke protester - det er ren vold, og vi vil ikke tolerere angreb på moskéer eller på vores muslimske samfund, har han udtalt.

Der ventes også onsdag mange protester.

Politikilder oplyser til Sky News, at de har kendskab til over 100 begivenheder onsdag aften. Der ventes 30 modprotester.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT