BLÅ BOG: Kirurgen der blev al-Qaeda-leder
Lederen af al-Qaeda er blevet dræbt i er amerikansk droneangreb, oplyser præsident Joe Biden.
USA's præsident, Joe Biden, oplyser natten til tirsdag dansk tid, at al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiri er blevet dræbt i et droneangreb udført af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.Nedenfor kan du blive klogere på egypteren, der gik fra at være kirurg til leder af al-Qaeda:
Navn: Ayman al-Zawahiri. Går også under navnet Abd al-Mu'izz og The Doctor.
Alder: 71 år, født 19. juni 1951.
Fødested: Egypten.
Søn af: Navnene på al-Zawahiris forældre kendes ikke, men det forlyder, at hans forældre kom fra prominente familier.
Uddannelse:
I 1974 blev han færdig med medicinstudiet fra universitetet i Kairo, hvor han specialiserede sig i kirurgi.
Karriere:
Fra 1974 til 1977 var han kirurg i den egyptiske hær.
Fra 1980 til 1981 var han nødhjælpsarbejder for Røde Halvmåne i Peshawar i Pakistan, hvor han behandlede ofre for Afghanistan-krigen.
Da al-Zawahiri vendte tilbage til Egypten, var han blandt flere hundrede, der blev anholdt i kølvandet på drabet på præsident Anwar Sadat i 1981. Han blev dømt for at være i besiddelse af ulovlige våben og fik tre års fængsel.
I 1985 forlod han Egypten til fordel for Saudi-Arabien, hvorefter han flyttede til Pakistan og efterfølgende til Afghanistan.
I Afghanistan lærte han Osama bin Laden at kende. Han var til stede, da al-Qaeda blev grundlagt i 1988.
I starten af 1990'erne overtog han lederskabet af Egyptisk Islamisk Jihad (EIJ).
I 1998 dannede han og Bin Laden en formel alliance, og EIJ og al-Qaeda bliver slået sammen.
Ayman al-Zawahiri menes at have taget del i planlægningen af angrebet på World Trade Center 11. september 2001.
Efter angrebene bliver han gradvist talsmand for al-Qaeda, hvor han blandt andet udtaler sig om Irak-krigen.
I 2009 fastslog det amerikanske udenrigsministerium, at al-Zawahiri var den, der traf beslutningerne i al-Qaeda, mens bin Laden efter sigende tjente som frontfigur.
Da bin Laden blev dræbt i 2011, overtog han det formelle lederskab af al-Qaeda.
Kilder: Britannica og FBI.
/ritzau/