Biden: Secret Service har brug for mere hjælp

16. SEP 2024 • 16:57UDLAND

Søndagens formodede attentatforsøg mod ekspræsident Trump viser, at tjenesten bør styrkes, mener Biden.

Sikkerhedstjenesten Secret Service har "brug for mere hjælp" og mere mandskab, siger USA's præsident, Joe Biden.

Udtalelsen kommer dagen efter et formodet attentatforsøg mod ekspræsident Donald Trump søndag.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at tjenesten har brug for mere hjælp, siger Biden i en kort udtalelse til journalister uden for Det Hvide Hus mandag.

Han opfordrer ifølge tv-stationen NBC News USA's Kongres til at samarbejde med Secret Service for at forstå, hvad tjenestens behov er.

- Jeg tror, at vi måske har brug for mere mandskab, siger Biden.

Præsidenten tilføjer, at han endnu ikke har modtaget en fuld rapport om søndagens begivenheder. Men han "takker Gud" for, at Trump er uskadt, siger han.

Mandag eftermiddag lokal tid skal Trump mødes med den fungerende chef for Secret Service, skriver NBC News.

Mødet skal finde sted i Trumps hjem i Florida, Mar-a-Lago. Det siger kilder med kendskab til sagen til mediet.

Søndagens formodede attentatforsøg mod Trump er det andet inden for godt to måneder.

Ved et valgmøde i Pennsylvania den 13. juli blev Trump ramt af et skud, der snittede hans højre øre.

Gerningsmanden blev ved den lejlighed skudt og dræbt af sikkerhedsfolk kort efter at have løsnet adskillige skud. En mand blev dræbt og to andre personer, som deltog i valgmødet, blev såret.

Secret Service kom efterfølgende under kraftig kritik.

Tjenesten har ansvaret for at beskytte præsidenter, tidligere præsidenter og andre højtstående personer.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT