Biden vil sænke leveomkostninger og indføre højesteretsreform
USA's præsident opremser i tale sine prioriteter for de sidste knap seks måneder af sit embede.
USA's præsident, Joe Biden, vil bruge de sidste knap seks måneder på at "gøre sit arbejde som præsident".Det siger han natten til torsdag dansk tid i en tale til nationen, som er blevet sendt i fjernsynet.
- Det betyder, at jeg vil arbejde for at sænke leveomkostningerne for hårdtarbejdende familier og stimulere økonomien.
- Jeg bliver ved med at forsvare vores personlige friheder og vores borgerrettigheder - retten til at stemme og retten til at vælge selv, siger han i en tale til nationen.
Retten til at vælge selv er en henvisning til, at USA's højesteret sidste år gjorde op med den føderale ret til abort ved at omstøde den afgørelse, der sikrede retten de 50 år forinden.
Sammensætningen af højesteretsdommerne, som tog beslutningen, var i høj grad præget af republikanske Donald Trump, som i sin tid som præsident udpegede tre af rettens ni dommere.
De tre dommere bliver betragtet som konservative og har gjort, at der er flertal af dommere, som er udpeget af republikanske præsidenter, over dommere, som er udpeget af demokratiske.
- Jeg opfordrer til reformer af højesteret. Det er afgørende for vores demokrati, siger Biden.
Det er desuden ikke kun på abortområdet, at USA's højesteret har været en hovedpine for Joe Biden.
Retten besluttede for nylig, at Donald Trump, som også er Republikanernes præsidentkandidat til valget i november, nyder immunitet for sine officielle handlinger, da han var præsident for USA.
Beslutningen kan ende med at sætte en kæp i hjulet for en stor straffesag mod Trump, hvor han er tiltalt for at forsøge at omstøde det amerikanske præsidentvalg i 2020.
Joe Biden understreger også i sin tale, at han vil blive ved med at arbejde for at sikre støtte til Ukraine i krigen mod Rusland.
- Vi fortsætter med at samle en koalition af stolte lande for at holde Putin (Vladimir Putin, Ruslands præsident, red.) fra at erobre Ukraine.
- Vi plejer Natos styrke og gør det stærkere, end det nogensinde har været, siger Joe Biden.
/ritzau/