Biden går uden om Kongressen og sælger granater til Israel

10. DEC 2023 • 03:04UDLAND

I særlige situationer kan den amerikanske regering sælge våben til udlandet uden Kongressens godkendelse.

Regeringen i USA er gået uden om Kongressen og har godkendt salget af 14.000 granater til kampvogne til Israel, som er i krig med den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gazastriben.

Sådan lyder det natten til søndag dansk tid fra regeringen ifølge nyhedsbureauet AP.

Normalt skal amerikanske politikere godkende salg af våben og ammunition til udenlandske regeringer.

Men regeringen har mulighed for at omgå den formelle proces i særlige situationer.

Og det er netop, hvad der er tale om her ifølge det amerikanske udenrigsministerium.

- USA er forpligtet til Israels sikkerhed, og det er afgørende for USA's nationale interesser at hjælpe Israel med at udvikle og bevare en stærk og klar evne til selvforsvar, lyder det i en udtalelse fra udenrigsministeriet ifølge AP.

Salget af granaterne til en værdi af 106 millioner dollar - omkring 734 millioner kroner - kommer på et tidspunkt, hvor der er uenighed i Kongressen om et forslag fra præsident Joe Biden om militær hjælp til blandt andet Israel.

Desuden indeholder Bidens foreslåede hjælpepakke på 106 milliarder dollar - omkring 734 milliarder kroner - blandt andet bistand til Ukraine.

Visse demokratiske politikere har foreslået at gøre det et krav i forslaget, at den israelske regering tager konkrete skridt for at mindske civile tab i Gazastriben.

I løbet af de seneste godt to måneder har den israelske offensiv kostet mindst 17.700 palæstinensere livet, lyder den seneste opgørelse fra sundhedsministeriet i Gazastriben, der er kontrolleret af Hamas.

Omkring 1200 blev dræbt ved Hamas' angreb 7. oktober.

Desuden har flere republikanere sået tvivl om den fremtidige støtte til Ukraines krig mod Rusland. Biden er blevet kritiseret for med sit forslag at koble de to ting sammen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU