Belgisk fysiker får Nobelprisen for partikelopdagelse
Nobelprisen i fysik går i år til den belgiske fysiker Francis Halzen for hans forskning i spøgelsespartikler.
Årets Nobelpris i fysik går til den belgiske fysiker Francis Halzen for hans opdagelse af partikler fra universet registreret på Sydpolen.Det oplyser Kungliga Vetenskapsakademien ved et pressemøde tirsdag.
Halzen indså, at isen på Sydpolen kunne bruges til at spore neutrinoer, der ofte betegnes som spøgelsespartikler.
Opdagelsen af disse neutrinoer har været afgørende for IceCube Neutrino Observatory, som er et observatorium på Sydpolen.
Observatoriet har gjort det muligt for forskere at opdage neutrinoer, som er blevet skabt fra ekstremt energirige processer langt ude i universet.
- Francis Halzen har stået i spidsen for et internationalt hold af forskere og ingeniører, som har givet os et fantastisk instrument.
- Hans vedholdenhed og videnskabelige vision har banet vejen for en ny form for astronomi, udtaler Mark Pearce, der er formand for Nobelkomitéen for fysik, i en meddelelse.
Med prisen følger en samlet præmiesum på 12 millioner svenske kroner, svarende til knap otte millioner danske kroner.
Francis Halzen præsenterede første gang sin vision om at registrere neutrinoer på Sydpolen i 1988.
Neutrinoer dannes blandt andet i forbindelse med en eksploderende stjerne eller andre voldsomme begivenheder i universet.
I modsætning til andre partikler når neutrinoerne frem til Jorden uden at ændre retning eller miste energi. Det betyder, at de kan give information om universet, som vi ellers ikke ville kunne opdage.
Neutrinoer kan endda være med til at afsløre hidtil ukendte kosmiske fænomener.
IceCube Neutrino Observatory er ifølge Københavns Universitet verdens største neutrino-teleskop.
Det består af tusindvis af lyssensorer, der er placeret dybt omkring 2,5 kilometer nede i isen.
De kommende dage annonceres priser i kategorierne kemi og litteratur samt Nobels fredspris. Nobelpriserne er blevet uddelt siden 1901.
RITZAU
