86.000 elever deltager i protester i Frankrig
Elever i Frankrig protesterer mod højt lærerfravær, for lange undervisningsdage og nedslidte faciliteter.
Tusindvis af elever demonstrerer tirsdag for bedre undervisningsforhold rundtom i Frankrig.Omkring 86.000 elever deltager i demonstrationerne, oplyser landets indenrigsministerium ifølge AFP.
De utilfredse elever protesterer mod, hvad der ifølge dem er for højt lærerfravær, for lange undervisningsdage og nedslidte faciliteter.
Næsten 900 franske skoler har helt eller delvist indstillet undervisningen på grund af protesterne, skriver flere franske medier ifølge BBC.
Tidligere tirsdag skrev den franske gymnasieelevorganisation Union Syndicale Lycéenne (USL) i et opslag på det sociale medie X, at 1800 gymnasier og 90 procent af landets universiteter er blokeret eller lukket.
Protesterne startede den 17. september ved en skole i den franske hovedstad, Paris.
Siden har protesterne spredt sig til hele Frankrig og flere steder ført til hærværk. Blandt andet er busskure blevet ødelagt, og der er blevet sat ild til indgange på skoler.
Den franske regering oplyser ifølge AFP, at 215 studerende og 715 politibetjente er blevet kvæstede, siden demonstrationerne begyndte i september.
Mandag fik en 15-årig elev sprængt sin hånd af under en protest i den nordfranske by Lens.
Drengen mistede sin hånd, efter at han samlede en chokgranat fra politiet op under protesten.
Flere end 5000 personer er blevet anholdt, og knap 90 procent af dem er under 18 år.
24 franske gymnasier er blevet "brændt eller hærget" siden protesternes begyndelse ifølge den franske undervisningsminister.
Den franske regering har tidligere meddelt, at den håber at få vedtaget et lovforslag, der skal sikre, at personer, som begår hærværk mod offentlig ejendom, selv betaler for skaderne frem for skatteyderne.
RITZAU
