Banksys fjerde gademaleri stjålet få timer efter afsløring

9. AUG 2024 • 01:52UDLAND

Endnu et Banksy-værk med dyremotiv er dukket op i London. Det er fjerde i rækken, som er afsløret i ugens løb.

Et nyt værk af kunstneren Banksy er torsdag blevet stjålet i Storbritanniens hovedstad, London. Det skete få timer efter, at værket blev afsløret.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Værket forestiller en mørk silhuet af en ulv, og er malet på en parabol. Det er det fjerde Banksy-værk i rækken af værker med dyremotiver, som alle er blevet afsløret i ugens løb.

Værkerne er blevet afsløret af Banksy selv på den sociale platform Instagram.

Banksy har ikke skrevet noget til opslagene på Instagram, men blot delt billeder af værkerne, som kunstneren altså regnes for at stå bag.

Mandag var det en ged på toppen af en væg nær Kew Bridge i det sydvestlige London.

Tirsdag var det to elefanter med deres snabler strakt mod hinanden på en husfacade i Chelsea i det sydvestlige London.

Onsdag har Banksy lagt et billede op af tre aber, som svinger fra en bro nær Grimsby Street, ikke langt fra Shoreditch High Street.

Og torsdag var det altså en ulv på en parabol på Rye Lane i bydelen Peckham i det sydøstlige London.

Fordi Banksy ikke selv har skrevet noget til billederne på Instagram, fyger det med teorier på sociale medier om meningen bag værkerne.

The Guardian skriver, at nogle er begyndt at kalde kollektionen af værker for "London zoo". En populær teori om værkerne er, at Banksy sammenligner højreradikale urostiftere med dyr i en zoologisk have.

Det formodes, at disse værker er de første siden et stunt på Glastonbury festival i juni, hvor en migrantbåd blev crowdsurfet under koncerter med bandet Idles og rapperen Little Simz.

I marts lavede Banksy tre vægmalerier i det nordlige London,

Et af dem blev malet bag ved et meget beskåret træ. Her havde Banksy sprøjtet grøn maling på væggen bag træet, for at give illusionen om, at træet havde blade.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT