Bali indfører ny skat for udenlandske turister

14. FEB 2024 • 03:29UDLAND

Alle udlændinge, der vil rejse til Bali, skal fremover betale knap 70 kroner. Det skal beskytte øens kultur.

Den populære feriedestination Bali i Indonesien har onsdag indført en ny skat for turister, der rejser til øen.

Fra onsdag skal udenlandske turister således betale 150.000 rupiah - omkring 67 kroner - når de ankommer.

Turisme udgør hjørnestenen i Balis økonomi, og hvert år rejser millioner af folk fra andre dele af verden til øen, som blandt andet er kendt for sine strande og templer.

Formålet med den nye skat er at få flere penge til beskyttelse af øens kultur, lyder det.

- Denne afgift er rettet mod at beskytte kulturen og miljøet på Bali, siger Balis fungerende guvernør Sang Made Mahendra Jaya.

Det fremgår ikke, hvordan pengene vil blive udmøntet.

Gebyret skal betales elektronisk gennem portalen "Love Bali" og vil gælde udenlandske turister, der kommer til Bali fra udlandet eller fra andre dele af Indonesien.

Den vil dog ikke gælde indonesiske turister.

Officielle tal viser, at næsten 4,8 millioner turister besøgte Bali mellem januar og november sidste år.

Covid-19 pandemien ramte øens økonomi hårdt, og der blev på Bali indført en nultolerancepolitik overfor brud på regler relateret til pandemien.

De seneste år har Bali været udfordret af en række episoder med udenlandske turister, der ikke har udvist respekt over for kulturen på den overvejende hinduistiske ø.

Det har blandt andet involveret personer, der har poseret nøgne på billeder taget foran hellige steder og templer på øen, og turister som har blottet sig på gaden.

Sidste år besluttede den lokale regering at udgive en etikettevejledning til turister, der ønsker at besøge Bali. Opfordringen til dette var kommet fra øens immigrationskontor.

På klimafronten er Bali også udfordret af et skraldeproblem. Blandt andet blev der i 2017 i Indonesien erklæret en "affaldskrise" langs en strækning af strand på øen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT