Mindst 20 er døde efter voldsomme oversvømmelser i Kina
Blandt andet et brokollaps fredag har kostet flere personer i Kina livet. Det sker som følge af voldsom regn.
Pludselige og stærke oversvømmelser i det sydvestlige Kina har dræbt mindst 20 personer, og dusinvis er meldt savnet.Det skriver kinesiske statsmedier lørdag efter en uge med voldsom regn.
I den nordvestlige provins Shaanxi væltede flere biler fredag aften ned i en flod, da en bro over floden kollapsede. Mindst 12 mistede i den forbindelse livet, og 30 er savnet, rapporterer statsmediet Xinhua.
Den indledende efterforskning peger på, at i alt 17 biler og otte lastbiler endte i floden, lyder det.
Billeder fra kinesisk stats-tv har vist, hvordan broen stadig ligger knækket i floden, mens vandet skyller ind over den.
Et øjenvidne, der udtaler sig alene med sit efternavn Ming, fortæller, at han fredag aften var på vej til at køre ud på broen, da folk i bilerne nær ham pludselig råbte, at han skulle "bremse og stoppe bilen".
- En lastbil foran mig stoppede ikke, og den styrtdykkede ned i vandet, siger han.
Kinas præsident, Xi Jinping, har bedt "alle redningsindsatser" om at finde dem, der stadig er savnet.
Samtidig er der i i den sydvestlige provins Sichuan mere end 30 personer, der lørdag blev meldt savnet efter en voldsom tordenstorm, som i løbet af natten skabte pludselig oversvømmelser i byen Ya'an.
Otte lig er blevet bjerget, og fire alvorligt kvæstede personer modtager behandling.
Fredag lød det i kinesiske statsmedier, at mindst fem var døde, og at otte var savnet, efter at den tunge regn udløste mudderskred i byen Naoji, som også ligger i Shaanxi.
På stat-tv bliver der vist billeder af flere byer, som er fuldstændigt oversvømmet med mudret vand, mens akutberedskab og indbyggere forsøger at dæmpe skaderne.
/ritzau/AFP