Amerikansk militær afslutter nødhjælpsoperation i Gaza
Det amerikanske militær har onsdag meddelt, at nødhjælp ikke længere kan transporteres via anløbsbro ved Gaza.
Det amerikanske militær har onsdag meddelt, at det afslutter sin midlertidige operation i Gaza, hvor en flydende mole ud for Gazas kyst skulle gøre det muligt at få leveret nødhjælp til palæstinenserne.- Den maritime mission, der involverer molen, er afsluttet. Så der er ikke længere behov for at bruge molen, sagde flådens viceadmiral Brad Cooper til en nyhedsbriefing.
Han er næstkommanderende for den amerikanske centralkommando.
Molen består af en flydende anløbsbro og en fæstnet kaj, som har gjort det muligt for lastbiler at fragte nødhjælp fra skibe til distributionscentre inde i Gazastriben.
Operationen er tidligere blevet kritiseret for ikke at leve op til forventningerne, fordi broen har vist sig at være sårbar over for dårligt vejr.
Derfor var der allerede i juni meldinger om, at militæret overvejede at stoppe projektet før tid.
USA's præsident Joe Biden har udtrykt skuffelse over indsatsen af operationen, da molen flere gange er blevet løsrevet fra kysten på grund af det dårlige vejr.
Molen blev installeret i midten af maj. Allerede senere i samme måned måtte den fjernes for at blive repareret.
Herefter blev den sat op igen i starten af juni, men blev flyttet midt i juni for at beskytte den mod åbent havn. Det gentog sig igen i slutningen af måneden.
Derudover har WFP (FN's Verdensfødevareprogram) tidligere måttet suspendere nogle af leveringerne via molen, fordi Israel gennemførte en militær operation i nærheden.
Derfor måtte organisationen evaluere sikkerheden omkring molen.
Under Israels operation blev fire gidsler befriet. Ifølge sundhedsmyndigheder i Hamas-styrede Gaza blev der samtidig dræbt over 270 mennesker.
Joe Biden annoncerede den amerikanske militære operation i en tale i marts, da Israel i en periode stoppede med at levere bistand ind i Gaza.
/ritzau/Reuters/AFP