KØB ABONNEMENT

Amerikansk ægtepar dræbt i eksplosion i Athen

UDLAND • 26. SEP 2026 • 12:26

Der bliver brugt eftersøgningshunde og varmesøgende kameraer i redningsindsatsen efter eksplosion i Athen.

Ligene af et amerikansk ægtepar, der var på ferie i Grækenland, er lørdag blevet bjærget fra murbrokkerne af en kollapset bygning i Athen efter en eksplosion fredag.

Det skriver det græske nyhedsbureau ANA ifølge AFP.

Eksplosionen skete fredag morgen i det historiske distrikt Plaka.

Fire andre personer er fortsat savnet. Blandt dem er en ældre britisk mand og en græsk kvinde, der boede sammen i en lejlighed.

Eksplosionen menes at være forårsaget af en gaslækage, siger Athens borgmester, Haris Doukas.

Det amerikanske ægtepar boede i en udlejningslejlighed, der ligger på første sal i bygningen.

Bygningen, hvor eksplosionen skete, ligger på en lille gade i nærheden af Akropolis.

30 brandfolk og tre eftersøgningshunde arbejder på stedet. Gravemaskiner leder i murbrokkerne, og varmesøgende kameraer er også i brug.

- Skaderne strækker sig over hele gaden samt gaden bag bygningen, siger Athens borgmester Haris Doukas.

- Vi taler om en utrolig katastrofe.

Han siger også, at flere nærliggende bygninger er i en usikker tilstand, og at der skal være inspektion for at "afgøre, om de kan blive stående, eller om de også skal rives ned".

Et specialiseret hold, der undersøger årsagen til eksplosionen, er lørdag også fortsat ved bygningen.

For et år siden advarede de lokale i nabolaget Plaka Athens bystyre og forsyningsselskaber om risikoen for gaslækage eller kortslutninger, fremgår det af et brev fra en forening for beboere, der er blevet offentliggjort i en græsk avis.

Beboerne havde opfordret til, at der skulle gennemføres en brandøvelse, der skulle afsløre mulige svagheder i håndteringen af en nødsituation i distriktet.

Nabolaget er et af Athens mest populære turistområder. Akropolis, der ligger i nærheden, tiltrak 4,6 millioner besøgende sidste år.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT