Afdøde Liam Payne hyldes ved MTV Europes prisuddeling

11. NOV 2024 • 03:12UDLAND

Liam Payne bragte glæde med sig og satte et stort aftryk på verden, lød det søndag ved prisuddeling.

Den afdøde sanger Liam Payne blev søndag aften hyldet ved prisuddelingen MTV Europe Music Awards i Manchester.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Han var en stor del af MTV-verdenen og min verden, og det tror jeg også, at han var for mange af jer, der følger med derhjemme, eller er til stede her i aften, siger Rita Ora, der er sanger og vært ved prisuddelingen.

Den 33-årige engelsk-albanske sanger udgav sammen med Payne sangen "For You" i 2018.

- Han bragte så meget glæde med sig ind i hvert eneste rum, han gik ind i, og han satte et stort aftryk på denne verden, tilføjer hun.

31-årige Liam Payne mistede livet i oktober, da han faldt ned fra en balkon i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Han var en del af det uhyre populære boyband One Direction, som blev sat sammen i den britiske version af programmet "X Factor".

En obduktion har vist, at briten havde spor af pink kokain, alkohol og antidepressiv medicin i blodet, da han faldt i døden.

Pink kokain er en blanding af ketamin, ecstasy og amfetamin.

Tidligere denne uge blev tre personer sigtet i forbindelse med Paynes død. De er sigtet for at have leveret og faciliteret narkotika.

Ved søndagens MTV Europe Music Awards blev desuden uddelt en række priser.

Popstjernen Taylor Swift blev med fire priser aftenens helt store vinder.

Den 34-årige sanger og sangskriver vandt prisen for bedste kunstner, bedste musikvideo, bedste liveoptræden og bedste amerikanske optræden.

Swift er i øjeblikket i gang med den verdensomspændende turné "The Eras Tour" og var ikke til stede ved prisuddelingen.

- Det faktum, at I har hædret turnéen, alt det, der er sket med albummet i år, videoen, det er helt utroligt, siger hun via en videobesked, hvor hun blandt andet henviser til udgivelsen af albummet "The Tortured Poets Department", der blev udgivet i april.

Den sydafrikanske sangerinde Tyla blev overrakt tre priser blandt andet for bedste afrikanske kunstner og i R&B-kategorien.

Sabrina Carpenter modtog prisen for bedste sang med nummeret "Espresso", mens Ariana Grande tog prisen i pop-kategorien, og Eminem modtog prisen i hiphop-kategorien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT