85-årig kvinde dræbt af alligator i Florida

21. FEB 2023 • 17:51UDLAND

Kvinde ville forsvare sin hund mod en tre meter lang alligator, men blev selv angrebet og dræbt.

En 85-årig kvinde blev dræbt af en alligator på Floridas østkyst, da hun gik tur med sin hund ved en kanal nær sin bolig i den såkaldte pensionistby Spanish Lakes Fairways i Fort Pierce.

Det over tre meter lange reptil angreb først kvindens hund, som hun forsøgte at forsvare, hvorefter hun blev dræbt af alligatoren, oplyser det lokale politi. Hunden overlevede.

En nabo, der så hjælpeløst til, overværede i rædsel, at kvinden blev slæbt ned i vandet af alligatoren. Angrebet skete mandag.

- Jeg så, at hun kom op for at trække vejret, og jeg sagde, at hun skulle svømme henimod en båd, som var i nærheden, men hun råbte, at hun ikke kunne, fordi alligatoren havde fat i hende, siger øjenvidnet, den 77-årige Carol, til den lokale tv-station WPBF.

- Der var intet, jeg kunne gøre, tilføjer hun.

En helikopter fra St Lucie County Sheriff's Office lokaliserede kort efter alligatoren, og jægere fik den op fra floden. Men den 85-årige kvinde var død af sine kvæstelser.

- Den kæmpede hårdt, sagde alligatorjægeren Robert Lilly til WPBF Han anslår, at alligatoren vejede mellem 270 og 320 kilo.

Alligatorer er almindelige i Florida, hvor de ligger i solen, går over en gade eller en golfbane - eller ligger i sumpene og floderne. Men det er sjældent, at de dræber eller sårer mennesker alvorligt.

Fra 1948 til 2021 er 26 personer blevet bidt dødeligt.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU