199 udviste migranter ankommer med fly til Venezuela

24. MAR 2025 • 07:57UDLAND

Efter strid mellem USA og Venezuela om udviste migranter er 199 migranter mandag morgen ankommet til Caracas.

199 migranter, der er blevet udvist fra USA, er mandag morgen ankommet med et fly til Venezuela.

Det oplyser Venezuelas indenrigsminister, Diosdado Cabello, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I dag modtager vi 199 landsmænd, siger ministeren, som er mødt op i lufthavnen, der ligger nær Venezuelas hovedstad, Caracas.

- Vi er klar til at tage imod venezuelanere, uanset hvor de er, tilføjer han.

Tv-billeder viser ifølge AFP flere unge mænd, der stiger ud af flyet iklædt joggingtøj. Flere af mændene smiler og klapper.

Flyet ankommer til Venezuela, efter at landets præsident, Nicolas Maduro, lørdag oplyste, at man havde indgået en aftale med USA om at genoptage flyvninger, der returnerer udviste migranter. Det skriver Reuters.

Deporteringerne af udviste migranter fra USA til Venezuela blev indstillet i februar.

Det skete, fordi USA's præsident, Donald Trump, ifølge Reuters offentliggjorde, at han vil annullere en licens, som gør, at olieselskabet Chevron kan operere i Venezuela.

Det var Trumps forgænger, Joe Biden, der gav licensen til Chevron i 2022.

Trump har givet Chevron indtil begyndelsen af april til at trække sig ud af Venezuela.

Begrundelsen for annulleringen er ifølge Trump, at Venezuela ikke har levet op til en aftale om hurtigt at tage imod udviste migranter, sagde han ifølge Reuters.

Umiddelbart efter lød det fra Venezuela, at man ikke længere ville tage imod flyene.

Den 8. marts lød det fra Maduro, at de planlagte flyafgange var blevet påvirket af "dette uforklarlige, kolossale postyr", som fulgte, efter at licensen blev annulleret.

Maduro har desuden sagt, at hvis det var op til ham, ville Chevron stadig kunne operere i Venezuela.

Unavngivne kilder sagde fredag til nyhedsbureauet Reuters, at Trump overvejede at udvide Chevrons licens i Venezuela med 60 dage.

Migranterne blev deporteret via Honduras, lyder det fra en afdeling i det amerikanske udenrigsministerium mandag morgen dansk tid.

- Vi forventer at se en konsekvent strøm af deportationsflyvninger til Venezuela fremover, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT