197 personer mister livet under tyfonen Yagis hærgen i Vietnam

12. SEP 2024 • 07:45UDLAND

Den dødelige tyfon Yagi har siden weekenden forårsaget jordskred og oversvømmelser i det nordlige Vietnam.

Tyfonen Yagi og de jordskred og oversvømmelser, som den har forårsaget, har siden lørdag kostet mindst 197 mennesker i Vietnam livet.

128 personer er desuden meldt savnet, mens omkring 800 er kommet til skade.

Det oplyser landets regering torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tyfonen har ødelagt mere end 250.000 hektar med afgrøder, fremgår det af en rapport fra det vietnamesiske landbrugsministerium. Området er en smule mindre end Fyn.

Embedsmænd anslår, at landmænd har mistet 1,5 millioner kyllinger og ænder som følge af tyfonen. Derudover har omkring 2500 grise, bøfler og køer mistet livet.

Meteorologer anslår ifølge AFP, at Yagi er den kraftigste tyfon, der har ramt det nordlige Vietnam i 30 år.

Da tyfonen lørdag nåede Vietnam, var det med en vindstyrke på over 149 kilometer i timen.

Den nordlige del af landet har siden kæmpet med alvorlige oversvømmelser, og nogle lokalsamfund står delvist under vand.

Tusinder af mennesker har set sig nødsaget til at lade sig evakuere fra deres hjem.

Onsdag advarede den vietnamesiske regering om, at tyfonen havde fået Den Røde Flod til at stige med stor hastighed, hvilket ifølge regeringen kunne føre til oversvømmelser i centrale dele af landets hovedstad, Hanoi.

Tirsdag aften steg vandstanden i Den Røde Flod ifølge statslige medier med 10 centimeter i timen.

Onsdag nåede vandstanden i floden i Hanoi sit højeste i 20 år, oplyser den nationale vejrtjeneste i landet ifølge AFP.

Det kommende døgn forudsiger vejrtjenesten kun små ændringer i flodens vandstand.

Dele af hovedstadsprovinsen står torsdag morgen fortsat under vand.

- Den høje vandstand har oversvømmet flodbredder og lavtliggende områder, eroderet diger og truer Hanoi og andre nordlige provinser, skriver landets styrelse for krisehåndtering i en rapport torsdag.

Den Røde Flod løber i det sydøstlige Kina og det nordlige Vietnam. I Vietnam strækker floden sig over omkring 500 kilometer og løber blandt andet gennem hovedstaden, Hanoi.

Tyfoner dannes i stigende grad tæt på kysten på grund af klimaforandringer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT