Ikea trækker hvidløgspresser tilbage efter risiko for metal i maden
Metal kan ende i maden, hvis man bruger Värdefull-hvidløgspresseren, der kan kendes på sit logo på håndtaget.
En hvidløgspresser med navnet 365+ Värdefull tilbagekaldes af Ikea, som følge af en risiko for at metaldele på presseren løsner sig og kommer i maden.Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.
En intern undersøgelse har ifølge Ikea identificeret den produktionsfejl, der er skyld i risikoen for løsrevne metaldele ved brug af produktet.
Berørte varer kan identificeres ved en markering af et Ikea-logo på det øverste håndtag på produktet.
Ikea beder kunder, der har købt produktet, om at stoppe med at bruge det.
Kunderne opfordres til at kontakte Ikea for at få pengene tilbage. Hvidløgspresseren kan leveres tilbage i ethvert Ikea-varehus.
Det gælder også, selv om man er i tvivl om, hvorvidt man ligger inde med den pågældende hvidløgspresser.
Kvitteringen er ikke nødvendig, skriver Ikea i meddelelsen.
Hvidløgspresseren har varenumrene 201.521.58, 305.781.89 og 601.636.02.
Ikea opfordrer desuden kunder til at sprede budskabet om tilbagekaldelsen.
Især, hvis man ved, at det tilbagekaldte produkt er blevet benyttet, udlånt eller solgt til en anden.
/ritzau/