Vrede Formel 1-kørere vil behandles som voksne mennesker
I et brev langer Formel 1-kørerne ud efter FIA's præsident. Det sker på grund af uenigheder om sprogbrug.
Formel 1's kørere har i et åbent brev bedt præsidenten for Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) om at behandle dem som voksne mennesker.Det skriver nyhedsbureauet AFP torsdag.
Præsidenten, der hedder Mohammed Ben Sulayem, får i brevet desuden kritik for den "tone og sprog", han har brugt mod Formel 1-kørerne.
Det sker i kølvandet på en konflikt om netop sprogbrug.
Flere kørere - herunder verdensmesteren Max Verstappen - er på det seneste blevet straffet for at bande på pressekonferencer.
I brevet, der er afsendt af Formel 1-kørerens forening (GDPA), lyder det:
- Der er forskel på at bande for at fornærme andre og på at bande på en mere henkastet måde, ligesom når man taler om dårligt vejr eller en livløs genstand som eksempelvis en Formel 1-bil eller en løbshændelse.
Samtidig kritiserer kørerne altså præsidentens eget sprog.
- Vi opfordrer FIA-præsidenten til at overveje sin egen tone og sprog, når han taler til kørerne eller om dem. Uanset om det er offentligt eller ej.
- Derudover er vores kørere voksne mennesker. De har ikke brug for at få instruktioner gennem medierne om helt banale ting som eksempelvis at gå med smykker eller at have bestemte underbukser på, lyder det.
Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton har tidligere været i strid med FIA, fordi han har båret smykker under løb.
FIA har også mindet kørerne om, at de skal have brandsikre underbukser på.
Mohammed Ben Sulayem, der kommer fra De Forende Arabiske Emirater, har stået i spidsen for FIA siden 2021.
De seneste måneder er hans forhold til Formel 1's kørere og teamchefer blevet forværret, skriver nyhedsbureauet AFP.
Tidligere i år blev han også undersøgt for at have påvirket resultatet af Formel 1-grandprixet i Saudi-Arabien i 2023. Det skrev det britiske medie BBC. Han er senere blevet frikendt af FIA's etiske udvalg.
/ritzau/