Vingegaard dedikerer meriterende sejr til kæreste og datter
Jonas Vingegaard havde inden 18. etape sagt til sin kæreste og datter, at han ville vinde for deres skyld.
Jonas Vingegaard kørte sig torsdag til en endnu større føring i Tour de France, da han knuste rivalen Tadej Pogacar og vandt 18. etape på toppen af Hautacam-stigningen i ensom majestæt.Efter en imponerende præstation dedikerede danskeren sejren til sin familie.
- I morges sagde jeg til min kæreste og datter, at jeg ville vinde for dem, og det gjorde jeg. Jeg er virkelig, virkelig glad for og stolt over, at jeg vandt for dem.
- Denne her er til mine to piger derhjemme, siger Vingegaard i interviewet på Eurosport efter etapen.
Vingegaard kørte solo på de sidste stejle kilometer og tog lige over et minut på Pogacar, så sloveneren nu har 3 minutter og 26 sekunder op til danskeren i den gule trøje.
Men selv om Vingegaards føring ser mere en komfortabel ud, så havde han ikke Paris i tankerne på de sidste kilometer op mod mål.
- Jeg var bare glad for, at stigningen endelig var færdig. Det var helt vildt hårdt. Jeg er virkelig glad for, at jeg vandt etapen, men der er to dage mere, før vi når til Paris, så vi skal være fokuseret og tage det en dag af gangen.
Fredag venter der en flad etape, hvor de store kanoner i klassementet med al sandsynlighed ikke kommer til at gøre sig bemærket, hvorefter Touren reelt afgøres på den 40 kilometer lange enkelstart lørdag.
/ritzau/