Verstappen tager pole position for første gang i 2026
Max Verstappen var den hurtigste i kvalifikationen i Malaysia og starter forrest i søndagens grandprix.
Red Bulls Max Verstappen har alle konkurrenterne bag sig på asfalten, når Bahrains Formel 1-grandprix, der køres i Malaysia, indledes søndag.Den firedobbelte verdensmester satte den hurtigste omgangstid i lørdagens kvalifikation og starter således allerforrest i feltet.
Det er første gang i 2026-sæsonen, at Verstappen, der senest vandt VM i 2024, tager pole position.
Ferraris Lewis Hamilton starter løbet lige bag Verstappen.
Hollænderens holdkammerat hos Red Bull, Isack Hadjar, satte den tredjehurtigste tid i kvalifikationen.
Men franskmanden rykker fem pladser tilbage på grund af en straf til Red Bull for at have monteret nye motorkomponenter.
Den tredje startposition vil i stedet blive indtaget af Mercedes' Kimi Antonelli, der topper VM-tabellen.
Bahrains grandprix skulle have fundet sted i april, men det blev i første omgang aflyst som følge af krigen i Iran og den generelle konflikt i Mellemøsten.
Siden har Formel 1-arrangørerne tænkt kreativt, og i juli blev det meddelt, at løbet i stedet skulle køres på Sepang-banen i Malaysia.
Det officielle navn på weekendens VM-afdeling er således "Bahrain Grand Prix in Malaysia".
RITZAU
