Verdensstjerne dropper udbrydertour og er tilbage i PGA-fold
Brooks Koepka giver afkald på mange millioner for at vende tilbage på PGA Touren. Flere kan følge trop.
Den tidligere verdensetter Brooks Koepka er tilbage på PGA Tour efter et brud med den lukrative udbrydertour LIV Golf, der er finansieret af Saudi-Arabien.Det oplyser PGA Touren på sin hjemmeside.
Den femfoldige majorvinder var ellers blandt de første stjerner til at lade sig lokke over på LIV Golf i 2022, men nu vender den 35-årige amerikaner tilbage til den nordamerikanske golftour, der regnes som den førende i verden.
- Da jeg var barn, var det altid min drøm at konkurrere på PGA Touren, så jeg er glad for at kunne annoncere, at jeg vender tilbage til PGA Touren, siger Koepka og tilføjer, at han er begejstret for, at touren har skiftet ledelse, udvidet investorkredsen og øget præmiepengene, imens han har været væk fra den.
PGA Touren skriver, at Koepka 23. december meddelte, at han gerne ville genindtræde på PGA Touren efter at have forladt LIV Golf samme dag.
PGA Tourens bestyrelse var interesseret i at få stjernen tilbage, og han slipper for en karensperiode. Koepka bliver dog ikke lukket ind i varmen uden betragtelige økonomiske omkostninger.
Han er således gået med til at give afkald på sin del af tourens overskudsdeling i de næste fem år. Det anslås ifølge PGA at have en potentiel værdi på mellem 320 og 544 millioner kroner alt efter Koepkas præstationer i perioden.
Samtidig har Koepka også forpligtet sig til at give fem millioner dollar - cirka 32 millioner kroner - til velgørende formål som en strafafgift for sin tilbagevenden.
PGA åbner for, at andre spillere kan følge Koepkas eksempel i de kommende uger, hvis de også er villige til at give afkald på en del af deres fremtidige indtægter.
Frem til 2. februar kan stjerner, der opfylder meget strenge resultatkrav, ansøge om at komme tilbage på PGA Touren via tiltaget "Returning Player Programme".
Det er ikke sikkert, at den mulighed kommer igen, skriver PGA Tour-direktør Brian Rolapp i en erklæring.
- Dette er et engangsvindue og skaber ikke præcedens for fremtidig situationer. Når døren lukkes, er der ingen garanti for, at den her mulighed opstår igen, skriver han.
LIV Golf er finansieret af Saudi-Arabiens nationale investeringsfond (PIF) og blev etableret i 2021. De første turneringer på den lukrative tour blev afviklet i 2022.
Foruden større deltagerhonorar og højere præmiesummer slog touren sig blandt andet op på ikke at have noget cut og på kun at blive afviklet over tre runder mod fire runder i mange andre turneringer. Til gengæld tæller turneringerne ikke på verdensranglisten.
Etablering af LIV Golf skabte en stor kløft mellem de traditionelle tours med PGA Tour og DP World Tour på den ene side og LIV Golf på den anden side. Parterne har siden begravet stridsøksen og indgået et formelt samarbejde.
LIV Golf beskyldes af kritikere for at være et forsøg på sportswashing. Begrebet dækker over, når eksempelvis lande som Saudi-Arabien, der står anklaget for flere brud på menneskerettighederne, forsøger at købe sig til et forbedret omdømme gennem sport.
/ritzau/
