Velservende August Holmgren spiller sig i canadisk finale
August Holmgren spiller søndag årets første finale efter sikker sejr over amerikaner ved Challenger-turnering.
Efter den imponerende præstation i Wimbledon har August Holmgren fastholdt det høje tennisniveau i Canada.Lørdag aften dansk tid tog danskeren, der er nummer 146 på verdensranglisten, sin fjerde sejr i en Challenger-turnering i Granby og er nu klar til finalen.
Det er første gang i år, at 27-årige Holmgren er i en finale.
I semifinalen blev den førsteseedede amerikaner Eliot Spizzirri besejret med 6-4, 6-1 i en kamp, hvor Holmgren var tæt på urørlig i egne servepartier.
Spizzirri, der er verdens nummer 132, skulle vente helt til kampens sidste parti, før han fik tre chancer for at bryde danskeren uden held.
Modsat slog Holmgren til på sin allerførste breakbold, da han foran 5-4 sendte en forhåndsvinder ind og tog første sæt 6-4.
At Spizzirri måtte se det ellers tætte første sæt glippe, så ud til at ramme amerikaneren i andet sæt.
Her bragte Holmgren sig hurtigt på 4-0 med to servegennembrud, inden han ved 5-1 fik lukket kampen på sin anden matchbold.
I finalen søndag i Canada venter enten andenseedede Liam Draxl fra Canada eller belgiske Alexander Blockx, der er tredjeseedet.
Challenger-turneringen i Granby har en samlet præmiesum på 100.000 dollar. Det svarer til 640.000 kroner.
August Holmgren gjorde for alvor sit indtog på den store tennisscene i juni, da han som kvalifikationsspiller nåede tredje runde ved Wimbledon i sin grand slam-debut.
Undervejs slog han to spillere fra top-50 i verden, inden 11.-seedede Alex de Minaur var for stor en mundfuld.
/ritzau/