Vancouver Canucks leverer historisk NHL-comeback

9. APR 2025 • 08:38SPORT

Dallas Stars førte 5-2 med et minut tilbage af kampen, men tabte alligevel hjemme mod Vancouver Canucks.

Vancouver Canucks blev natten til torsdag dansk tid det første hold til at vinde en kamp i NHL efter at have været bagud med tre mål med et minut tilbage af spilletiden.

Det var på udebane mod Dallas Stars, at Vancouver Canucks fuldførte et historisk comeback.

Med 60 sekunder tilbage af tredje periode førte Dallas Stars med 5-2, men så gik det altså stærkt den anden vej.

Nøjagtigt et minut før tid reducerede finnen Aatu Raty til 3-5, og da der resterede 30 sekunder gjorde schweizeren Pius Suter det til 4-5.

Suter blev den helt store helt, da han med syv sekunder tilbage også udlignede til 5-5.

Der var ikke engang tale om powerplay, da Vancouver Canucks vandt det sidste minut med 3-0.

Med 5-5 fortsatte kampen ud i overtid, og her gjorde Vancouver Canucks det store comeback færdigt, da Kiefer Sherwood blev matchvinder efter 3 minutter og 44 sekunder.

Dallas kan trøste sig med, at holdet længe har sikret sig billet til slutspillet, mens Vancouver får svært ved at nå med, men dog stadig er i spil til en plads med fire kampe tilbage af grundspillet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT