Van Nistelrooy overlader roret som ubesejret: En fantastisk periode
Manchester United er på vej i den rigtige retning, mener Ruud van Nistelrooy efter sin tid som cheftræner.
Hollandske Ruud van Nistelrooy beskriver sine fire kampe som midlertidig træner for Manchester United som "en kort, men fantastisk periode".Søndagens overbevisende hjemmesejr på 3-0 over Leicester i Premier League gør, at han forlader posten som ubesejret.
Når United om to uger møder Ipswich i den engelske liga, vil Ruben Amorim, der er hentet i portugisiske Sporting, være ved roret.
Alt imens er van Nistelrooys egen fremtid i klubben stadig uafklaret.
- Selv om situationen stadig er usikker, har vi gjort vores bedste for at hjælpe klubben, og det er det vigtigste, siger hollænderen.
Han vendte tilbage til klubben i sommer som assistent for landsmanden Erik ten Hag, der fik sparket i slutningen af oktober.
Van Nistelrooy, der er kendt for sin imponerende målstatistik som aktiv spiller for United, er stolt over det arbejde, han har udført i en turbulent periode.
- Vores mål var at få spillerne til at præstere på deres højeste niveau og tro på sig selv.
- Målet var at hjælpe United videre, og med tre sejre og en uafgjort er vi på vej i den rigtige retning, lyder det.
Den midlertidige træner takker også klubbens fans for støtten.
- Den måde, de har bakket mig og holdet op på, især i svære kampe, har været helt speciel, siger van Nistelrooy.
Bruno Fernandes fortsatte mod Leicester sin målstime under hollænderen og scorede sit fjerde mål i lige så mange kampe på tværs af alle turneringer.
I sin kamp nummer 250 for klubben var han også involveret, da den danske landsholdsspiller Victor Kristiansen rettede bolden i eget net på Old Trafford.
Alejandro Garnacho lukkede kampen for United med et langskudsmål.
Trods sejren ligger United nummer 13 i tabellen, men afstanden til top-4 er kun fire point.
Ruud van Nistelrooy har også stået bag sejre mod Leicester i Liga Cuppen og græske Paok i Europa League.
Derudover førte han holdet til 1-1 mod Chelsea i den seneste spillerunde i Premier League.
/ritzau/Reuters