Van der Poel tror på Pogacar som vinder i Roubaix

27. MAR 2025 • 10:11SPORT

Tadej Pogacar har vist, hvor god han er på brosten, og kan vinde Paris-Roubaix, påpeger Mathieu van der Poel.

Trods sin manglende erfaring med Paris-Roubaix træder Tadej Pogacar direkte ind som en af favoritterne til at vinde det ikoniske brostensløb.

Det mener Mathieu van der Poel, som betragter sloveneren som en stor konkurrent.

- Han viste på Roubaix-etapen i Tour de France, hvor god han er til brosten. Han er helt sikkert i stand til at vinde det.

- Det bliver ikke nemt. Det er det aldrig. Men jeg tror på, han har en chance, lyder det ifølge cyclingnews.com fra hollænderen.

Interviewet med van der Poel blev foretaget, før det onsdag blev officielt, at Pogacar stiller op i det franske endagsløb, som afvikles 13. april.

Men der har længe været spekuleret i, at Pogacar i år kunne finde på at stille op i Paris-Roubaix for at vinde et af cykelsportens helt store løb.

Den tredobbelte vinder af Tour de France har tidligere vist, at han kan gøre sig gældende på brosten.

Foruden den imponerende kørsel på brostensetapen i Touren for tre år siden vandt Pogacar i 2023 Flandern Rundt efter en duel med netop Mathieu van der Poel.

- Tadej er alles rival, så hvis du kan køre fra ham, er du tæt på at vinde.

- Han er ikke kun en af de bedste klassikerryttere, men også en af de bedste grand tour-ryttere. Han er helt sikkert et generationstalent. Jeg vil meget gerne køre mod ham, og hvis du slår ham, er du også noget særligt, forklarer Mathieu van der Poel.

30-årige van der Poel vandt tidligere i marts årets første monument, da han kørte først over stregen i Milano-Sanremo. Han har vundet de seneste to udgaver af Paris-Roubaix.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT