Ungt græsk landshold ydmyger Skotland i Nations League
Grækenland rykker op i Nations Leagues A-lag efter en overbevisende præstation mod Skotland.
Søndag sendte Grækenland Skotland ned i Nations Leagues B-lag ved at vinde stensikkert med 3-0 på Hampden Park i Glasgow.Kampen var den afgørende af to playoffkampe mellem de to nationer om op- og nedrykning i turneringens to øverste lag. Skotland gik ind til kampen med fordelen efter at have vundet det første opgør 1-0 i Athen.
Resultatet betyder at Grækenland rykker op med et samlet resultat på 3-1.
Før kampen blev den afdøde skotske legende Denis Law hyldet på stadion, hvor den mangeårige Manchester United-manager Sir Alex Ferguson gik forrest til klapsalver fra de skotske tilskuere.
Hjemmepublikummet fik ikke meget at klappe af under kampen, hvor Skotland blev udklasset af et ungt og effektivt græsk landshold, hvis startopstilling havde en gennemsnitsalder på under 23 år.
Grækerne åbnede scoringen efter 20 minutter, da Giannis Konstantelias iskoldt udnyttede et fladt indlæg og passerede en chanceløs Craig Gordon i det skotske mål.
Føringen blev fordoblet, da 17-årige Konstantinos Karetsas blev den yngste målscorer nogensinde på det græske landshold, da han følte bolden op i hjørnet, efter at grækerne havde spillet det skotske forsvar tyndt.
Skidt blev til værre blot 20 sekunder inde i anden halvleg, da en sløset fejl fra Ryan Christie sendte bolden direkte ind i fødderne på Konstantelias. Med stort overblik spillede han Christos Tzolis fri til en helt åben chance, han ikke misbrugte.
Skotterne forsøgte at komme tilbage i kampen, men var kun for alvor farlige på indlæg, dødbolde og skud fra distancen.
Afklapsningen betyder, at Grækenland rykker op i Nations Leagues A-lag, hvorimod Skotland rykker ned fra A til B.
Der blev også spillet afgørende playoffkampe flere steder, hvor Serbien vandt 2-0 samlet over Østrig, mens Tyrkiet slog Ungarn med 6-1.
Island led et samlet nederlag på 5-2 mod Kosovo, der betyder at islændingene rykker ned i C-laget i Nations League.
/ritzau/