Ung spanier overstråler Vingegaard og tempokongerne

4. MAR 2024 • 18:01SPORT

Jonas Vingegaard er tilfreds med enkeltstart i Tirreno-Adriatico, selv om han tabte sekunder til Juan Ayuso.

Jonas Vingegaard (Visma) er favorit til at vinde Tirreno-Adriatico, men Juan Ayuso (UAE) viste mandag, at han har tænkt sig at udfordre danskeren.

På løbets første etape - en ti kilometer lang enkeltstart - viste den 21-årige spanier storform og satte alle de tunge tempospecialister til vægs.

Juan Ayuso vandt etapen med ét sekund ned til den italienske enkeltstartsmester, Filippo Ganna (Ineos), på andenpladsen, mens Jonas Vingegaard endte på niendepladsen.

Spanieren sikrede sig et forspring på 22 sekunder til Jonas Vingegaard, og der er således lagt op til et underholdende slag, når de to i den kommende uge formentlig bliver hovedpersoner i kampen om samlet sejr.

Vingegaard erklærer sig dog tilfreds med etapen.

- Jeg er ret tilfreds med den tidskørsel, jeg kørte. Følelsen var allerede god. Der er stadig mange etape, hvor der kan ske en masse, siger Vingegaard til Vismas hjemmeside.

Samme sted udtrykker sportsdirektør Grischa Niermann sig også fortrøstningsfuldt.

- Vi vidste, at etapen ikke var ideel for Jonas. På en flad, kort rute kunne han ikke udnytte sine styrker optimalt. Men set i bakspejlet en plads i top-10 et fint resultat, siger Grischa Niermann.

- Vi havde på forhånd regnet med et tidstab i forhold til Juan Ayuso, men Jonas viste sig at være den næsthurtigste klassementrytter. Han er stadig i en god position, set i lyset af hvad der venter de næste par dage.

Mikkel Bjerg (UAE) og Kasper Asgreen (Quick-Step) kørte også fine enkeltstarter. De sluttede begge i top-20.

Jonas Vingegaard var mandag den tredje rytter på startrampen, og allerede inden han kom derop, var der stort fokus på ham.

Selvfølgelig fordi han er løbets største stjerne, men også fordi han viste Visma-holdets nye og mildest talt særprægede enkeltstartshjelm frem.

Faktisk blev mandagens etape en udstilling af cykelsportens evindelige forsøg på at vinde marginaler i kampen mod uret. Flere fabrikanter har udviklet nye aerohjelme til den nye sæson, og den ene så mere spøjs ud end den anden.

Men anledningen var god til nyt tempoudstyr.

Ruten i Camaiore lige nord for Pisa var designet til tempokongerne. Pandekageflad og med lange højhastighedssektioner. Og så var der nogle grimme sving, hvor rytterne skulle satse for at køre sig til tops.

Netop i den disciplin var der en smule forskel på Vingegaard og Ayuso. Spanieren kastede cyklen ind i svingene, hvor Vingegaard så ud til at være en smule mere påpasselig.

Da Juan Ayuso kom i mål, var han 15 sekunder foran Søren Wærenskjold (Uno-X), som på det tidspunkt havde bedste tid, og så satte han sig til at vente på Filippo Ganna, som var en af de sidste på ruten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU