Tyskland jagter vindermentalitet i Nations League

20. MAR 2025 • 15:23SPORT

Vindermentalitet er i fokus, når Tyskland står over for Italien i Nations League, siger Julian Nagelsmann.

Tysklands fodboldlandstræner, Julian Nagelsmann, har sat fokus på vindermentalitet i holdets forberedelser til det kommende opgør mod Italien i Nations League.

Torsdag aften mødes de to fodboldstormagter på San Siro i Milano til den første kamp i kvartfinalen, mens returkampen spilles på søndag i Tyskland på Signal Iduna Park i Dortmund.

- Jeg har sagt det før, men det er vigtigt, at vi bliver vant til at vinde kampe. Vi vil gerne vinde så mange kampe som muligt og vinde Nations League, udtaler Nagelsmann på et pressemøde forud for kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Over 3500 tyske fans forventes at støtte holdet i Milano.

- Det er et kæmpe kompliment til holdet. De har genetableret en god forbindelse til fansene, siger han og påpeger, at både ude- og hjemmekampe har deres charme, men tilstedeværelsen af så mange fans i en udekamp er en stor hjælp.

Vinderen af kampene mellem Tyskland og Italien skal møde vinderen af opgøret mellem Danmark og Portugal i semifinalen.

Før Tyskland kan tænke på en eventuel semifinale, skal holdet dog først vinde over Italien.

- Lad os se, hvordan det kommer til at gå. Vi har ikke lyst til at være alt for taktiske omkring de her kampe. Vi skal vinde dem begge, understreger Julian Nagelsmann ifølge Football Italia.

Hvis tyskerne formår at besejre Italien, vil de avancere til semifinalen i et Final Four-format uden returkampe i begyndelsen af sommeren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT