Tuchel ser ingen plads til engelske eksperimenter
Inden kampene mod Serbien og Albanien varsler Thomas Tuchel, at England ikke kommer til at forsøge nye ting.
Tiden er på ingen måde inde til eksperimenter.Det fastslår Thomas Tuchel, der er landstræner for det engelske fodboldlandshold, som allerede er kvalificeret til næste års VM-slutrunde.
England har inden holdets sidste to kampe i VM-kvalifikationen mod Serbien og Albanien vundet seks ud af seks kampe og er sikker på førstepladsen i gruppen.
Målscoren hedder 18-0 til England i de seks kampe inden torsdagens hjemmekamp mod Serbien på Wembley i London.
- Synes du, jeg har eksperimenteret i de tidligere kampe. Vi forsøgte at tilpasse os modstanderne, men jeg føler ikke, at vi eksperimenterede i de seneste to samlinger. Og vi begynder heller ikke i denne samling.
- Vi tager det seriøst, det her er VM-kvalifikationskampe. Vi vil bygge videre på det, vi allerede har bygget og fortsætte på det spor, siger Tuchel ifølge Reuters.
Derfor kommer tyskeren ikke til at lave radikale ændringer mod Serbien torsdag eller mod Albanien i Tirana på søndag.
Tuchel har udtaget Real Madrids Jude Bellingham og Manchester Citys Phil Foden, efter at de begge missede de seneste samlinger.
Stjerneduoen er ikke selvskrevet på holdet. De skal begge gøre sig fortjent til en plads i startopstillingen, siger træneren.
Uden Bellingham og Foden vandt England 5-0 over Serbien i Beograd i september.
Serbien er treer i gruppen og et point efter Albanien, der indtager den andenplads, der giver adgang til playoffkampe om at komme med til slutrunden.
/ritzau/
