Træner: Messi spiller lørdag sin sidste kamp for PSG

1. JUN 2023 • 14:01SPORT

Lionel Messi spiller sin sidste kamp for PSG lørdag, når holdet tager imod Clermont. Det bekræfter træneren.

Lionel Messi spiller lørdag sin sidste kamp for den franske fodboldklub Paris Saint-Germain.

Det bekræfter PSG-træner Christophe Galtier på et pressemøde før ligakampen mod Clermont, skriver Reuters.

- Jeg har haft privilegiet af at træne den bedste spiller i fodboldhistorien. Det vil blive hans sidste kamp på Parc des Princes, siger Christophe Galtier.

PSG er sikker på at vinde det franske mesterskab inden kampen i sidste spillerunde.

Messi var selv med til at sikre titlen, da han scorede det enlige mål for PSG, da holdet i sidste runde spillede 1-1 ude mod Strasbourg.

I denne sæson er det blevet til 16 ligamål og lige så mange oplæg. Angrebsmakkeren Kylian Mbappe er lige nu ligaens topscorer med 28 mål.

Samlet set er det i denne sæson blevet til 21 mål og 20 oplæg på tværs af alle turneringer.

Messi skiftede i sommeren 2021 fra FC Barcelona, hvor argentineren med stor succes havde spillet i hele sin karriere.

Helt den samme succes har Messi ikke opnået i PSG, selv om det er blevet til franske mesterskaber to sæsoner i træk.

Det var håbet i PSG, at den franske klub for første gang nogensinde ville kunne vinde Champions League med Messi på holdet. Det er dog ikke sket.

Tværtimod er PSG røget ud i ottendedelsfinalerne i både denne og sidste sæson efter nederlag til henholdsvis Bayern München og Real Madrid.

- I denne sæson har han været en vigtig del af holdet. Han har hele tiden været til rådighed. Jeg mener ikke, det er berettiget, når han modtager kritik.

- Han har hele tiden været der for holdet. Det har været en fornøjelse at følge ham i denne sæson, siger Christophe Galtier.

PSG's kamp hjemme mod Clermont spilles lørdag klokken 21.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU