Socialdemokrater truer med at trække støtten til von der Leyen
Schaldemose advarer sine europæiske S-kolleger imod at trække støtten til Leyen efter åbning for højrefløjen.
Hvis Ursula von der Leyen gør alvor af at samarbejde med Melonis parti Italiens Brødre i EU-Parlamentet, så kan hun ikke regne med støtte fra hele den socialdemokratiske S&D-gruppe i EU-Parlamentet.Det siger flere kilder i toppen af den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet til mediet Politico.
Udmeldingen kommer, efter Ursula von der Leyen i Eurovision Debate torsdag i sidste uge fastslog, at hun har et godt samarbejde med Meloni. Og at hun er villig til at fortsætte det, fordi Meloni grundlæggende støtter EU-projektet.
Det har fået ledende socialdemokrater til at så tvivl om, hvorvidt Ursula von der Leyen kan fortsætte som EU-Kommissionens formand efter valget til EU-Parlamentet. Valget holdes i Danmark den 9. juni.
Spidskandidaten for Socialdemokratiets søsterparti i Tyskland, SPD, siger til Politico, at hun ikke vil støtte von der Leyen som formand, hvis hun også støttes af højreorienterede medlemmer af EU-Parlamentet.
- Vi har udstedt en Berlin-erklæring - alle de socialdemokratiske partier i Europa - om, at vi ikke vil arbejde sammen med det yderste højre, siger spidskandidat Katarina Barley til Politico.
Berlin-erklæringen er underskrevet af 48 socialdemokrater fra 27 europæiske lande. Statsminister Mette Frederiksen (S) er dog ikke medunderskriver.
I erklæringen fastslår de europæiske topsocialdemokrater, at de "aldrig" vil samarbejde med den yderste europæiske højrefløj.
Underskriverne forpligter sig konkret på, at de ikke vil samarbejde med de europæiske partigrupper ECR og ID.
Dansk Folkeparti tilhører ID, mens Danmarksdemokraterne vil søge ind i ECR, hvis de bliver valgt til EU-Parlamentet.
Erklæringen har blandt andet opbakning fra Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz.
- Når den næste Kommission dannes, må den ikke være baseret på et flertal, der også har brug for støtte fra det yderste højre, sagde Scholz fredag.
Politico har også talt med en talsmand for S&D-gruppens formand Iratxe García. Talsmanden udtaler sig anonymt, men siger, at holdningen deles af S&D-gruppens formand.
Meldingerne er dårligt nyt for von der Leyen, der efter valget i 2019 kun kneb sig igennem afstemningen i EU-Parlamentet med ni stemmer mere end krævet.
Derfor vil hun efter alt at dømme være afhængig af opbakning fra socialdemokraterne for at forblive på posten.
De danske socialdemokrater i EU-Parlamentet vil dog ikke udelukke, at de stemmer ja til von der Leyen, hvis hun som ventet bliver indstillet til posten af EU-landenes stats- og regeringschefer.
Det siger Socialdemokratiets spidskandidat og medlem af S&D-gruppen, Christel Schaldemose.
Hun opfordrer sine socialdemokratiske kolleger i EU-Parlamentet til at fokusere på Ursula von der Leyens politik frem for hendes samarbejdspartnerne.
- Jeg synes ikke, vi skal bestemme, hvem der må støtte Ursula von der Leyen. Vi skal se på, hvilken politik hun vil stå for, og hvilket arbejdsprogram hun vil fremlægge.
- Det er det, der må være afgørende for, om vi støtter hende. Ikke, om hun også får støtte fra ECR-gruppen. Det er helt bagvendt at gøre det på den måde, siger Christel Schaldemose.
/ritzau/