Tidlig Yamal-scoring grundlægger sikker Barcelona-sejr

31. JAN 2026 • 23:11SPORT

Lamine Yamal, Ferran Torres og Marcus Rashford scorede målene for Barcelona, der vandt 3-1 over Elche.

FC Barcelonas offensiv var i hopla, da klubben lørdag aften vandt 3-1 over Elche på udebane i La Liga.

Gæsterne havde chancer nok til at score mange flere mål mod et Elche-mandskab, der intet kunne stille op mod cataloniernes hurtige bevægelser.

De tre point til Barcelona betyder, at førerholdet efter 22 kampe nu har et forspring på fire point ned til Real Madrid, der dog har en kamp i hånden.

Allerede efter seks minutter udnyttede Barcelona, at værterne valgte at stå højt i banen med bagkæden i forsøget på at få overtaget.

Lamine Yamal blev sendt i dybden med en veltimet stikning af Dani Olmo, inden Yamal afdriblede Elches keeper og let trillede bolden over stregen.

Barcelona fandt efterfølgende vej til chancer efter behag. Efter godt en halv time blev bolden kanoneret op på overliggeren af Dani Olmo.

Få sekvenser senere lå bolden pludselig i Barcelonas målnet.

Alvaro Rodriguez, der har en fortid i Real Madrid, fandt en åbning og sendte kuglen over i det lange målhjørne med venstrefoden.

Barcelona-backen Jules Kounde var ihærdig i sit forsøg på at blokere afslutningen, men franskmandens tackling nåede ikke frem i tide.

Trods udligningen havde Barcelona som minimum været et niveau bedre end Elche, og sådan fortsatte det også.

Efter lidt mere end en halv time brændte Ferran Torres på det skammeligste en gigantchance.

To gange i samme spilsekvens formåede han ikke at få netmaskerne til at blafre fra få meters afstand. Træværket var igen i vejen.

Ferran Torres tog imidlertid revanche efter 40 minutter, hvor offensivspilleren kronede et strålende Barcelona-angreb.

Han sendte bolden op i nettaget fra midten af feltet, efter at Frenkie de Jong havde gjort flere Elche-spillere rundtossede med et par smarte træk.

Barcelona-dominansen fortsatte efter pausen, hvor Elches udtryk var noget mere tandløst.

Efter 72 minutter opsamlede Marcus Rashford en løs bold i feltet og udbyggede føringen, så Barcelona-spillerne i sikker stil kunne cruise sejren hjem.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT