Tausons forhånd lyner: Kan blive en af tourens bedste
Clara Tausons forhånd har været et stort våben hidtil i French Open, og hun ser større potentiale i den.
Clara Tauson slog hele 45 vinderslag, da hun onsdag aften spillede sig videre til tredje runde i French Open med en sejr over canadieren Leylah Fernandez.Det var særligt forhåndens fortjeneste. Gang på gang hamrede Tauson den afsted med tyngde, fart og præcision.
Blandt andet på matchbolden, der sikrede sejren med cifrene 6-3, 5-7, 6-4.
Tausons nye træner, Carlos Martinez, ser forhånden som hendes helt store våben og kalder den en af WTA-tourens bedste.
Tauson er glad for trænerens vurdering, forklarede hun på et pressemøde efter kampen.
- Det kan han godt lide at sige. Jeg tror, jeg har potentiale til det i hvert fald. Jeg ved ikke, om det er en af tourens bedste lige nu, men den er rigtig god, det må jeg jo sige.
- Han er vild med den, og det er dejligt nok, men jeg skal lære at bruge den ordentligt i mange timer, hvilket jeg gør bedre nu, siger Tauson.
Derimod var Tauson knap så tilfreds med, at der endnu en gang blev dømt fodfejl mod hende.
- Jeg forstår det ikke, for jeg har fået min træner til at se, hvad der sker, når jeg server. Jeg ved, at min venstre fod står stille, så medmindre, jeg stiller mig på linjen, når jeg starter min serv, kan jeg ikke forstå, at de bliver ved med at dømme den.
- Måske er jeg bare blevet vant til at spille mindre turneringer, hvor de ikke dømmer det, men det er seriøst ikke noget, jeg har gjort før. Nu er det sket fem gange for mig på den samme bane, så jeg ved ikke, hvad det er, siger Tauson.
Det skete allerede ved stillingen 2-0 i første sæt, at en dommer vurderede, at hun trådte på linjen, før hun satte serven i gang.
- Jeg kan smile af det nu, men hvis det havde været på et vigtigt tidspunkt, så ville jeg nok være ekstra træt af det, men jeg må jo bare stille mig længere tilbage, der er ikke andet at gøre, siger hun.
Tauson er nu klar til tredje runde for første gang i French Open. Her skal hun fredag møde russeren Elina Avanesyan, der er nummer 134 i verden.
Avanesyan var ligesom Tauson igennem kvalifikationsturneringen. Her tabte russeren sin tredje kamp, men kom alligevel med i hovedturneringen som lucky loser efter afbud.
/ritzau/