Tauson smider føring i double og ryger igen ud af Wimbledon
Onsdag røg Clara Tauson ud i Wimbledons singleturnering i første runde. Torsdag skete det samme i double.
Clara Tauson fik torsdag ikke oprejsning ved Wimbledons doubleturnering, efter den danske tennisspiller onsdag røg ud i første runde af Wimbledon i single.Sammen med sin kasakhiske makker, Yulia Putintseva, smed Clara Tauson en stor føring og tabte i tre sæt med 6-4, 6-7 og 0-6 til de to russere Diana Shnaider og Elena Vesnina.
Dermed blev første runde endestationen for den dansk-kasakhiske duo, der spillede sammen for første gang.
Det startede ellers godt, da Tauson og Putintseva vandt et tæt første sæt. Sættet kom i hus, efter duoen brød de russiske modstandere ved stillingen 4-5.
Herfra lignede det en sejr til Tauson og Putintseva, da de hurtigt kom foran 4-1 i andet sæt.
Men Shnaider og Vesnina kæmpede sig tilbage på 4-4, inden parrene fulgtes ad til en tiebreak, som de to russere vandt 8-6.
I tredje sæt var energien væk hos Tauson og Putintseva. De blev brudt tre gange og tabte klart 0-6.
I singleturneringen på græsset i London tabte Clara Tauson onsdag til 11.-seedede Danielle Collins med 3-6, 6-7. Kampen var onsdag blevet genoptaget efter den blev afbrudt tirsdag aften på grund af mørke.
/ritzau/