Tauson ryger tidligt ud af hollandsk græsturnering

12. JUN 2024 • 16:13SPORT

Clara Tauson tabte i første runde til tyske Jule Niemeier, der førhen har vist gode evner på græsunderlaget.

Tennisspilleren Clara Tauson er færdig efter blot en enkelt kamp i den hollandske græsturnering Libéma Open.

Den 21-årige dansker måtte i første runde se sig besejret af den tre år ældre tysker Jule Niemeier.

Modstanderen, der tidligere har leveret gode resultater på græs og været i kvartfinalen i Wimbledon for to år siden, vandt kampen 6-4, 6-7, 6-4 over Clara Tauson.

Som nummer 65 i verden var danskeren svag favorit mod Niemeier, der er nummer 91.

Tyskeren havde allerede chancen for at afgøre affæren i andet sæt, da hun foran 5-4 tilspillede sig to breakbolde i Clara Tausons serveparti.

Den pressede dansker fik afværget et tysk servegennembrud og senere tvunget kampen ud i en tiebreak. Her var Tauson stærkt spillende og vandt 7-3.

I tredje sæt begyndte det for alvor at se lovende ud for danskeren, da hun fik brudt til 3-1 og igen til 4-2, inden kampen tog en drejning.

Problemerne meldte sig for Tauson, der blev brudt to gange af Niemeier, som løftede sit spil og lukkede kampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU