Tauson kanonerer sig forbi amerikaner i Dubai
Godt hjulpet på vej af 20 serveesser vandt Clara Tauson i to sæt over amerikaneren Sofia Kenin.
Clara Tauson hamrede det ene servees afsted efter det andet, da hun avancerede til anden runde i WTA 1000-turneringen i Dubai.Den 23-årige dansker, der er nummer 15 i verden, vandt 7-6, 6-2 over amerikaneren Sofia Kenin, der er nummer 30 i verden.
Havde Tauson tabt kampen, ville hun være røget ud af top-20, fordi hun har en del point at forsvare i Dubai. Sidste år nåede Tauson finalen i Dubai.
Kenin var godt med i første sæt, hvor de to spillere fulgtes ad frem til stillingen 5-5.
Efterfølgende blev Tauson brudt og kom bagud 5-6, men Kenin var ikke i stand til at serve første sæt hjem.
Tauson brød tilbage og fremtvang tiebreak. Godt hjulpet af to esser vandt danskeren 7-4 i tiebreak.
Med de to esser nåede Tauson op på 13 serveesser i første sæt, og den gode serv hjalp hende også i andet sæt, selv om esserne kom mindre hyppigt.
Tauson spillede til gengæld langt mere overbevisende i andet sæt. Hun satte sig på spillet og kommanderede konstant Kenin rundt på banen.
Det blev til et servegennembrud allerede i første parti for Tauson, som også kom foran 2-0, mens amerikaneren blev mere og mere modløs og frustreret.
Senere brød Tauson også til 5-2 og servede efterfølgende kampen sikkert hjem. Ganske symptomatisk for kampen sluttede Tauson af med sit 20. servees.
- Det var et dejligt rundt tal. Jeg var virkelig glad for serveesserne, for resten af mit spil fungerede ikke så godt.
- Jeg følte et ekstra pres, fordi jeg nåede frem til finalen sidste år, siger Tauson, der er seedet som nummer 12 i turneringen.
I anden runde skal Tauson møde endnu en amerikaner i form af Peyton Stearns, der er nummer 58 i verden.
/ritzau/
