Suveræne Shiffrin smadrer rivaler i slalomtriumf
Mikaela Shiffin tog karrierens 102. World Cup-sejr, da hun vandt i Levi i overlegen stil.
Skidronningen Mikaela Shiffrin er allerede i OL-form tre måneder inden vinterlegene i Italien.Den 30-årige amerikaner var skadet i en stor del af sidste sæson, men er tilbage på toppen, og så er hun stadig tæt på urørlig i den internationale slalomelite.
Hun var fuldstændig suveræn i sæsonens første World Cup-slalom lørdag eftermiddag i Levi i den finske del af Lapland.
Shiffrin var hurtigst i både første og andet gennemløb og vandt samlet med 1,66 sekund ned til albaneren Lara Colturi. Emma Aicher fra Tyskland var mere end to et halvt sekund efter på tredjepladsen.
Allerede efter første gennemløb stod det klart, at kun en fejl ville kunne skubbe amerikaneren ned fra den øverste plads på sejrsskamlen.
Da førte hun med godt et sekund til Colturi og kunne tillade sig at køre sikkert på anden tur ned ad pisten.
Pisten er lidt af en favorit for Shiffrin. Lørdagens sejr var karrierens niende i Levi, hvor hun triumferede første gang helt tilbage i 2014.
Amerikaneren er nu oppe på i alt 102 World Cup-sejre - suverænt flest af alle i den alpine World Cups historie.
Den enlige danske deltager i Levi, Clara-Marie Holmer Vorre, sluttede næstsidst af de 73, der gennemførte første gennemløb. Hun var 7,60 sekunder langsommere end Shiffrin.
/ritzau/
