Stolt Hrnic skrev taekwondohistorie: Det er kæmpestort
Edi Hrnic sørgede for Danmarks første taekwondomedalje nogensinde ved OL.
Edi Hrnic er ikke blot Danmarks første OL-deltager i taekwondo siden 2004. Fredag aften blev han også første danske taekwondokæmper, der vandt en olympisk medalje.Efter sejren i bronzekampen over sydkoreaneren Seo Geon-woo er det 20-årige stortalent helt klar over, at han har skrevet et lille stykke dansk idrætshistorie.
- Det betyder meget både personligt og for Danmark. Det er kæmpe, kæmpe stort. Jeg er utrolig stolt over at være den første dansker taekwondokæmper i 20 år til OL og den første olympiske medaljevinder, siger Edi Hrnic.
Medaljen var ellers langt væk, da han tidligere på dagen tabte kvartfinalen til Firas Katoussi.
Men da Katoussi efterfølgende strøg hele vejen til finalen fik Hrnic en ny chance i opsamlingsrunden, og den udnyttede han altså optimalt.
- Jeg og mit team tænkte, at ham, jeg tabte til, sagtens kunne gå hele vejen. Det gjorde han også.
- Da han kom i finalen, sagde jeg til mig selv: "Glem alt om, at du har tabt. Det er din første kamp, og du skal vinde". Heldigvis blev det også til en sejr, siger Edi Hrnic.
Bronzekampen blev særdeles begivenhedsrig og underholdende for publikum på de fyldte tribuner i Grand Palais.
Hrnic vandt de to runder med 15-2 og 11-8. Mens han bagefter blev båret rundt på banen af sin jublende træner, Aziz Acharki, var sydkoreaneren opløst i gråd.
- Det var en rigtig, rigtig hård kamp. Ret vild, faktisk, og tilskuerne var helt oppe at køre. Jeg håber, det var godt for dem alle sammen, siger Edi Hrnic.
Selv om han kun er 20 år, har han allerede vundet guld ved European Games og nu bronze ved OL. Og han er snart klar til at jagte flere store resultater.
- Selvfølgelig. Nu skal jeg lige have en pause. Det har været fire måneders konstant hård træning med landsholdet. Men om et par uger er vi tilbage igen, siger Edi Hrnic.
Hans medalje er Danmarks første officielle OL-medalje i taekwondo. Men tre danske taekwondokæmpere har tidligere fået medaljer i OL-sammenhæng.
I 1988 vandt Anne-Mette Christensen guld og Karin Schwartz sølv i Seoul, og fire år senere tog Gergely Salim guld i Barcelona. Ved begge lejligheder havde taekwondo dog status af demonstrationssport.
Først i 2000 blev taekwondo officiel OL-disciplin.
/ritzau/