Stærk Zverev eliminerer French Open-kongen Nadal

27. MAJ 2024 • 18:33SPORT

For første gang har Rafael Nadal efter sit nederlag til Alexander Zverev tabt to kampe i træk på grus.

Der var glimt af fortidens klasse, og Court Philippe-Chatrier sydede og boblede, som om der var tale om en finale.

Men den 14-foldige French Open-mester, Rafael Nadal, kæmpede mod overmagten og tabte mandag 3-6, 6-7, 3-6 til tyske Alexander Zverev i sin måske sidste kamp i favoritturneringen.

Det skete i første runde, hvor Nadal, der fylder 38 år om en uge, på uvant vis stillede op som useedet og efter en mindre heldig lodtrækning mødte fjerdeseedede Zverev i en kamp, der på mange måder blev historisk.

Det var uroligt nok første gang i en meget lang og glorværdig karriere, at Nadal tabte to kampe i træk på grusunderlaget.

Det første nederlag i stimen var mod polske Hubert Hurkacz i anden runde af Italian Open for et par uger siden.

Zverev blev desuden den kun tredje spiller til at besejre Nadal i French Open. Kun Novak Djokovic to gange og svenske Robin Söderling i 2009 havde tidligere formået at knække den spanske gruskonge i Paris.

Med mandagens nederlag hedder Nadals statistik nu 112 sejre og 4 nederlag i French Open.

Zverev var tæt på den værst tænkelige modstander for Nadal i første runde. Tyskeren kom med en frisk sejr i Italian Open, hvor han kun afgav ét sæt i seks kampe, og mandag viste han igen høj, høj klasse.

Den 27-årige tysker lagde fra land med et rent brud, og da især førsteserven fungerede til topkarakter, var kursen sat mod en sætsejr på 6-3, der kom i hus efter endnu et brud, selv om Nadal fightede forbilledligt.

Nadal havde langt størstedelen af de omkring 15.000 fremmødte på Court Philippe-Chatrier med sig. De gav for alvor lyd fra sig, da spanieren brød til 3-2 i andet sæt og siden servede sig på 4-2.

Især fysisk har Nadal haft problemer i de seneste år, og skader er hovedårsagen til, at han er raslet ned som nummer 275 i verden.

Spillemæssigt demonstrerede han dog mandag, at niveauet stadig kan ramme de helt høje toner. Desværre for ham blev det bare for urytmisk mod den bomstærke tysker.

Zverev udstillede i perioder, at fighteren Nadal ikke har samme bevægelighed, som da han vandt 39 kampe og fem titler i træk ved French Open fra 2010 til 2014.

Andet sæt blev sendt i tiebreak efter et rent tysk brud, da Nadal servede for sættet, og en dybt koncentreret Zverev lod her spanieren lavede et par store og afgørende fejl.

Niveauet kun steg i tredje sæt, hvor der var hård kamp om hver eneste bold, hvilket resulterede i et hav af breakbolde og neglebidende spænding.

Nadal brød til 2-0, men Zverev svarede straks tilbage, og da tyskeren også brød til 4-3, var matchen afgjort, selv om Nadal på ingen måde lagde sig ned.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

12. JUN 2024 • 16:43SPORT
Manden i NBA's velkendte logo er død