Stærk moral skal bære krigsramte Ukraine til VM i fodbold

31. MAJ 2022 • 12:21SPORT

Ukraines fodboldlandshold vil gøre befolkningen stolt i onsdagens VM-kvalifikationskamp.

De har ikke kunnet træne i deres hjemland, og mange af spillerne har ikke været i kamp i måneder på grund af krigen.

Alligevel skal Ukraines fodboldlandshold onsdag aften forsøge at komme et skridt tættere på VM i playoffkampen mod Skotland.

Opgøret er ukrainernes første i miniturneringen, der afsluttes med en direkte duel med Wales om en VM-billet.

Motivationen til kampen kommer helt af sig selv, understreger landstræner Oleksandr Petrakov.

- Spillernes moral er skyhøj. Der er ikke grund til at påvirke dem eller sige noget. Det er erfarne fodboldspillere, der forstår det hele, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Siden slutningen af februar har Ukraine været invaderet af Rusland, og de ukrainske fodboldligaer blev med det samme sat på pause.

Landsholdets playoffkamp mod Skotland blev skubbet fra marts til juni, og i stedet for at træne i hjemlandet har landsholdet de seneste uger forberedt sig på opgøret i Slovenien.

Kampens betydning kan ikke undervurderes, påpeger Manchester City-spilleren Oleksandr Zinchenko.

- Jeg kan love hele den ukrainske befolkning, at vi alle sammen vil give alt for at vinde kampen og gøre dem stolte af os. Måske kan de et par sekunder smile lidt, siger han til BBC.

- Kampen er en af de vigtigste i vores liv. Drengene ser klar ud, og der er ingen grund til at tale om motivation.

- Uden kampe er det svært at forberede sig fysisk for de spillere, der ikke har spillet i noget tid. Men der er ingen undskyldninger, og vi skal gøre det, så godt vi kan, lyder det fra den kampklare profil.

Mens Ukraine har mulighed for at snuppe den sidste europæiske VM-plads, er Rusland efter invasionen blevet udelukket fra sin playoffturnering og kommer ikke til VM.

I stedet går billetten derfra til Robert Lewandowskis Polen.

Ukraines kamp mod Skotland spilles i Glasgow onsdag klokken 20.45 dansk tid, mens kvalifikationsfinalen mod Wales finder sted i Cardiff på søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT