Spanier udbygger UAE-dominans i Vueltaen med flot solosejr
Jonas Vingegaard holdt fast i førertrøjen og øgede sit forspring til João Almeida med to sekunder.
Marc Soler (UAE) vandt lørdag den bjergrige 14. etape af Vuelta a España efter et flot soloridt.Den 31-årige spanier sad sammen med holdkammeraten Mikkel Bjerg med i dagens store udbrud og holdt som den eneste herfra favoritfeltet på afstand, da det i afslutning gik løs op ad to skrappe stigninger.
39 sekunder efter kom Jonas Vingegaard (Visma) i mål med og spurtbesejrede klassementrivalen João Almeida (UAE), hvorfor danskerens forspring voksede med to sekunder.
Med sejren har UAE-holdet vundet halvdelen af løbets etaper takket være en sejr i holdløbet, to etaper til Juan Ayuso samt én til både Soler, Almeida og Jay Vine.
Visma står til sammenligning noteret for to etapesejre - begge hentet af Vingegaard.
Danskeren forklarer sit manglende angreb på sidste bjerg med modvind og Solers forspring.
- Jeg gik ikke efter sejren, så andenpladsen er en fin bonus, hvis man kan sige det. Jeg tog to sekunder på João. Det er ikke skidt. Det var en god dag for os, siger Vingegaard ifølge TV 2 Sport.
Soler og Bjerg lignede lørdag længe forposter for et Almeida-angreb på Vingegaard, men op ad den lange Alto de La Farrapona viste Soler så stor styrke, at det ret hurtigt stod klart, at han ville vinde etapen.
Og da UAE som det jagtende hold havde initiativet i favoritgruppen blev duellen mellem Almeida og Vingegaard på sin vis neutraliseret.
Jai Hindley (Bora) åbnede i stedet med et angreb, men det kom meget sent på den afsluttende stigning, og Almeida og Vingegaard svarede uden problemer på australierens udlæg.
Portugiseren fortsatte i et højt og malende tempo, men modsat den meget stejle afslutning fredag havde Vingegaard mere i tanken i finalen.
På de sidste meter sled den danske favorit sig foran, tog andenpladsen og seks bonussekunder mod Almeidas fire.
Afstanden i klassementet er dermed på 48 sekunder før de sidste syv etaper, som ikke byder på et hav af oplagte chancer for at duellere om store tidsforskelle.
Søndag byder på en kuperet etape, mandag er der hviledag, og derefter venter en skarp afslutning onsdag, en tidskørsel torsdag og lørdag den sidste deciderede bjergetape, inden feltet når Madrid.
/ritzau/