Solide runder sender danske tvillinger længere frem på PGA Touren

22. FEB 2025 • 04:11SPORT

Natten til lørdag bød på solide runder for Højgaard-tvillingerne, der endte noget fra cutgrænse i Mexico Open.

Efter en lunken åbningsrunde viste den danske kvartet på PGA Touren bedre takter på andendagen.

Med solide runder natten til lørdag har både tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard samt Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard avanceret et hav af pladser i Mexico Open, hvor der bliver spillet om en samlet præmiesum svarende til knap 50 millioner kroner.

Rasmus og Nicolai Højgaard landede begge på åbningsrunden i to slag under banens par og lå dermed på en delt 52.-plads efter de første 18 huller.

Men med en score på syv slag under par på andendagen ligger Nicolai Højgaard på en delt 18.-plads.

Danskeren leverede seks birdies i løbet af anden runde, der dog blev spoleret en smule af en bogey på hul 9.

Rasmus Højgaard brugte på andendagen et enkelt slag mere end sin tvilling på de 18 huller og ligger nu på en delt 29.-plads.

Han leverede fire birdies på de første 8 huller, inden det blev til en bogey og en dobbeltbogey på henholdsvis hul 9 og 11.

Rasmus Højgaard sluttede runden af med yderligere fire birdies og en enkelt bogey.

Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard var begge en tur i vandet i løbet af åbningsrunden og sluttede på en delt 71.-plads.

Danskerne endte dog med at komme noget væk fra cutgrænsen.

Thorbjørn Olesen er således kravlet op på en delt 40.-plads med en samlet score på fem slag under par efter anden runde.

Denne deler han med Niklas Nørgaard, der har taget springet til samme placering med en samlet score på fem slag under par.

Allerede torsdag blev der skrevet dansk golfhistorie, da de fire danskere med fast kort til PGA Touren alle var med i samme turnering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT