Busk vender retur til Sønderjyske efter et forår på tribunen i Tyskland

20. MAJ 2025 • 11:00SPORT

Jakob Busk var i foråret lejet ud til Hoffenheim, der ikke har valgt at forlænge aftalen med keeperen.

Keeper Jakob Busk får ikke konverteret sit lejeophold i bundesligaklubben Hoffenheim til en permanent aftale.

Det skriver den tyske klub på det sociale medie X.

Dermed vender Busk retur til Sønderjyske, hvor han stod fast i efterårssæsonen og har kontrakt frem til sommeren 2026.

Samme mængde spilletid har Busk ikke fået i foråret. Tværtimod. Det er ikke blevet til en eneste optræden på Hoffenheims førstehold.

- Vi siger farvel til Jakob Busk. Danskeren viste sig fra første dag som en holdspiller, skriver klubben.

Det var da også noget uventet, at keeperen i de sidste dage af vinterens transfervindue skiftede til Bundesligaen på en lejekontrakt for foråret.

Allerede i forbindelse med offentliggørelsen gjorde Hoffenheim-sportsdirektør Andreas Schicker det klart, at danskeren kom til i en backup-rolle.

Det er en rolle, som den 31-årige keeper i mange år har været vant til.

Inden Busk i sommeren 2024 skrev under med Sønderjyske, tilbragte han otte sæsoner i Union Berlin. Han var mest reserve i den tyske hovedstadsklub, hvor det i alt blev til 57 optrædener.

Nu er spørgsmålet så, om keeperen skal retur til Sønderjyske og kæmpe om en startplads.

Efter Sønderjyske sendte Busk til Bundesligaen, hentede klubben den noget yngre Marcus Bundgaard, som har stået fast i foråret og gjort en god figur.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT