Sønderjyske henter ny målmand efter skrækstart
Den tidligere belgiske ungdomslandsholdsspiller Nick Shinton er ny målmand i Sønderjyske.
Sønderjyske har fredag hentet en ny målmand i bestræbelserne på at overleve i Superligaen.Den 25-årige belgier Nick Shinton skifter til fodboldklubben fra Haderslev på en kontrakt løbende frem til sommeren 2029. Det oplyser Sønderjyske på sin hjemmeside.
Det er muligt at hente Shinton efter transfervinduets lukning, idet han er transferfri.
Både Marcus Bundgaard og Nicolai Flø har vist svaghedstegn i buret i sæsonens indledning. Derfor glæder det sportschef Casper Daather at have hentet belgieren med erfaring fra særligt den næstbedste række i hjemlandet.
- Vi har kigget på de første runder og konstateret, at vi har lukket for mange mål ind, og derfor har vi valgt at skærpe konkurrencen i målmandsteamet, siger Daather.
Sportschefen vil ikke afsløre, om Shinton glider direkte ind i startopstillingen.
Der er ingen garantier, og spilletid skal man gøre sig fortjent til, lyder det fra sportschefen.
Men han er glad for sin nye mand.
- Det er en spiller, der har gået i en stærk målmandsskole i Club Brugge, og han har tidligt vist sig som et stort talent med de mange kampe, han har fået for Belgiens ungdomslandshold, siger Daather til klubbens hjemmeside.
Han fremhæver målmandens styrke i luftrummet som et væsentligt aktiv og kalder keeperen for "reaktionsstærk".
Tidligere på ugen blev han løst fra sin kontrakt i Beerschot fra den næstbedste belgiske række.
Muligheden for at hente Shinton opstod ifølge Daather, da et skifte til en engelsk klub i Championship gik i vasken.
Sønderjyske har fået en forfærdelig sæsonstart. Klubben har hentet et enkelt point i løbet af sæsonens seks første spillerunder og har en målscore på 5-13.
Alligevel er sportschefen optimistisk for sæsonen.
- Vi har en tiltro til, at når der er spillet 32 runder, og Superligaen er færdig, så har vi vist, at potentialet er i den gruppe, vi har sat sammen nu.
Daather fortæller, at der ikke er planer om at hente flere spillere ind på fri transfer, men udelukker ikke at sende en spiller den anden vej til en liga, hvor transfervinduet endnu er åbent.
RITZAU
