Ødelagt Møller efter triumf: Har tendens til crazy kampe

SPORT19. SEP 2026 • 20:59

I en ekstatisk kulisse sikrede Elmer Møller dansk Davis Cup-triumf efter at have ventet i timevis.

Elmer Møller er efterhånden rutineret, når det kommer til at spille femte og afgørende kamp i Davis Cup-sammenhæng, og lørdag brugte han sin rutine til at sikre Danmark den samlede sejr over Bulgarien.

Han gjorde arbejdet færdigt efter to maratonkampe, hvor doublen endte med at tabe, før Holger Rune udlignede til 2-2.

- Vi har en tendens til at spille helt crazy kampe, og de to kampe før var sygt lange, men jeg har prøvet det før, og rutinen i at spille kampe ved stillingen 2-2 hjalp, siger Elmer Møller på pressemødet efter kampen.

Møller kom til dagen uden at vide, om der ville blive brug for ham i den sidste kamp.

- Det er et sjovt koncept at vente enormt mange timer, og man ved ikke, om man skal spille. Man sidder og følger med i omklædningen hele dagen. Det er en enormt underlig situation.

- Man er helt ødelagt efter sådan en weekend. Det er et helvede for kroppen, men samtidig er det fantastisk at være en del af, og derfor prioriterer jeg det så højt, fortæller Møller.

Stemningen var ekstatisk i Royal Stage i Hillerød. Ikke mindst fordi holdkammeraterne på den danske bænk under de syv timers tennis lørdag heppede i vilden sky og startede slagsange for at få publikum op i maksimalt gear.

- De har stået og skreget i seks-syv timer. De har ingen stemmer tilbage. Jeg tror ikke, at man kan finde et bedre hold, roser Møller.

Og holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen, der har set en del Davis Cup, mener, at det var noget af den bedste støtte, han nogensinde har oplevet.

- Det er i hvert fald deropad. Det er vores bedste bænk nogensinde. Vi havde snakket om, at de skulle engagere sig mere, og det fik de da taget fat på.

- Vi har altid haft gode bænke, men dengang vi spillede foran 19 tilskuere i Lyngby, ville det være akavet, hvis de skreg sådan. Nu spiller vi på store arenaer, hvor der er nogen at spille op til, lyder det fra Løchte.

Store arenaer er der også udsigt til i 2027. Sejren over Bulgarien betyder, at Danmark næste år skal spille kvalifikation om at nå med blandt de otte bedste i Davis Cup Finals.

- Det var en rigtig vigtig sejr. Man kan hurtigt ryge lidt frem og tilbage, og havde vi tabt, havde vi været lidt længere fra. Ambitionen er at spille med de bedste, og nu er vi igen klar til de store drenge.

- Når man i Final 8 spiller bedst af tre kampe, kan vi teoretisk set vinde det hele med det her hold. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne nå langt, så det er vigtigt at hænge fast på højeste niveau, pointerer kaptajnen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT