Skarpe Djokovic spiller sig i første finale i 2025

29. MAR 2025 • 03:41SPORT

Novak Djokovic kan runde turneringssejr nummer 100 i Miami, hvor han søndag møder tjekken Jakub Mensik.

For første gang i 2025 er den serbiske tennisspiller Novak Djokovic klar til en finale.

Serberen spillede sig fredag aften suverænt i finalen i ATP 1000-turneringen Miami Open. Djokovic skulle i semifinalen blot bruge 69 minutter på at vinde 6-2, 6-3 over bulgarske Grigor Dimitrov, der ligger nummer 15 på verdensranglisten.

I finalen venter den tjekkiske teenager Jakub Mensik for Djokovic, der seks gange tidligere har vundet turneringen i Miami. Den seneste sejr var tilbage i 2016.

Skulle det ende med en serbisk sejr i finalen, vil Djokovic runde sin turneringssejr nummer 100. Kun Roger Federer og Jimmy Connors har hentet så mange turneringssejre.

- Efter OL i Paris, hvor jeg vandt min 99. titel, er jeg før starten på hver turnering gået efter nummer 100. Det er ikke lykkes endnu før forhåbentlig på søndag, siger Djokovic ifølge AFP.

- Jeg sætter alt ind på at gøre det. Jeg har ikke tabt et eneste sæt og spiller virkelig god tennis - det bedste i lang tid. Det er en god mulighed, lyder det fra serberen.

Djokovic åbnede semifinalen mod Dimitrov med at blive brudt, men derfra var der ikke meget slinger i valsen for den rutinerede serber.

Han gav ikke mere ved dørene og brød lynhurtigt tilbage.

Dimitrov kæmpede lidt mere med sit spil, og da Djokovic brød til 5-2, slog serberen efterfølgende til og sikrede sig sættet ved første mulighed i egen serv.

Andet sæt fortsatte i samme dur. Djokovic spillede fortsat næsten fejlfrit og åbnede med at vinde de tre første partier.

Det formåede Grigor Dimitrov ikke at kæmpe sig tilbage fra.

Foran 5-2 tilspillede serberen sig en matchbold i Dimitrovs serv. Bulgareren stod dog imod for en stund og holdt serv.

Det var dog en stakket frist. Djokovic tilspillede sig i det efterfølgende parti en ny matchbold, og denne gang slog han til. Serberen sendte en knivskarp serv tæt ind på kroppen af Dimitrov, som sendte returen i nettet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT