Skamfuld Juventus-træner er motiveret af krise

12. OKT 2022 • 07:19SPORT

Massimiliano Allegri nægter at smide håndklædet i ringen og erklærer sig motiveret af sit holds problemer.

Juventus er langt fra fordums styrke. Det blev demonstreret med et pinligt nederlag i Champions League tirsdag. Men cheftræner Massimiliano Allegri giver ikke op.

2-0 vandt Maccabi Haifa over det italienske storhold, og dermed deler holdene de to nederste pladser i puljen med tre point efter fire kampe.

I Serie A ligger Juventus midt i tabellen og er hele ti point efter førerholdet Napoli efter bare ni runder af den nye sæson.

Juventus-træner Massimiliano Allegri er i kulkælderen, men samtidigt motiveret.

- Der er stilhed efter et skidt resultat. Vi snakker ikke om taktik eller tekniske beslutninger. Det handler om hjerte og passion. Vi spiller for individuelt.

- Jeg kommer aldrig til at sige op. Når en udfordring bliver sværere, er den endnu smukkere. Man må komme videre med mod, vilje og passion, siger Allegri til Sky Sport Italia ifølge AFP.

Klubpræsident Andrea Agnelli har ikke tænkt sig at fyre Allegri.

- Jeg skammer mig over, hvad der sker lige nu. Det er ikke en persons skyld. Det er ikke trænerens skyld, at vi ikke kan vinde en tackling. Allegri kommer til at forblive træner for Juventus, siger Agnelli til Sky Sport Italia.

Allegri er på linje med sin chef.

- Agnelli har ret, når han siger, at vi skal skamme os. Især efter første halvleg, hvor vi intet gjorde og lod dem bringe os i vanskeligheder fra start, siger Juventus-træneren.

Juventus er fem point efter Paris Saint-Germain og Benfica i gruppen med to kampe tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT