Knust Michelle Gatting misser Le Mans efter brud på foden
Michelle Gatting kom galt afsted søndag og har derfor været nødt til at melde afbud til Le Mans.
Michelle Gatting har været fast dansk inventar ved 24-timersløbet Le Mans siden 2019, men i år kommer hun ikke til start.I forbindelse med søndagens test gik det nemlig galt i et pitstop, og den danske racerkører pådrog to brud på højre fod.
Derfor har hun meldt afbud til det ikoniske racerløb, som løber af stablen i den kommende weekend. Det skriver hun på blandt andet Instagram.
- Smerten i det øjeblik er den værste smerte, jeg nogensinde har følt, og jeg vidste, at det ville blive afslutningen på min Le Mans-rejse i år.
- Mit hjerte er knust, for Le Mans står mit hjerte meget nært. Så nært, at jeg har det tatoveret på min arm, så jeg kan minde mig selv om den rejse, der førte mig dertil for første gang i 2019, skriver Michelle Gatting blandt andet.
Michelle Gatting har i de seneste år repræsenteret Iron Dames, som er et hold bestående af kun kvinder i en ellers meget mandsdomineret verden.
Hun har kørt Le Mans hvert år siden 2019, og hendes bedste placering kom i 2023, da hun var med til at sikre sit hold fjerdepladsen i sin klasse.
/ritzau/